Foxy Brown er en actionthriller fra 1974 skrevet og instrueret af Jack Hill. Han er manden bag bl.a. The Big Bird Cage og Coffy, begge med Pam Grier, som naturligvis også er titelkarakteren i denne her.
Den barmfagre frøken Brown er kæreste med en undercover-betjent, som netop har fået nyt ansigt og identitet. Uheldigvis bliver han afsløret og myrdet, og så må hun gå undercover som callgirl for at få hævn.
Plottet minder en del om Coffy, og i begyndelsen var den tænkt som en efterfølger. Arbejdstitlen var Burn, Coffy, Burn! Det er ærgerligt, de ændrede mening, for lighederne havde fungeret bedre, hvis det var Coffy tilbage på nye hævntogter.
I det hele taget er handlingen en rodet affære. De havde ikke tid til at omskrive manuskriptet, fordi filmselskabet skiftede mening i sidste øjeblik. I stedet står de tilbage med en tilfældigt skamplukket høne.
Man kan selvfølgelige sige, det er mindre vigtigt i en exploitation-film. Lige som i f.eks. en pornofilm er handlingens eneste formål at få dig videre til de vigtige scener. I dette tilfælde en blanding af action og korte glimt af lummerhed.
Men det gør en forskel. Coffy er en langt bedre film. Der er en plan med handlingen. Karakteren er mere komplet. Til sammenligning er Foxy Brown en skuffelse.