The Big Bird Cage

The Big Bird Cage er en exploitation-film, nærmere bestemt en kvinder-i-fængsel-film – en populær subgenre dengang – med Pam Grier, en af 70’ernes største sexsymboler, og Sid Haig, en gammel kending blandt genrenørder, som et par frihedskæmpere, der arrangerer en fangeflugt fra et kvindefængsel for at starte revolutionen med et knald.

Filmen foregår i et eller andet ukendt asiatisk land, og det passer fint til en ulmende revolution, men det skaber en pudsig kulisse, hvor alle er asiater med undtagelse af hoved- og birollerne.

Der er masser af nøgenhed og vold mod kvinder i filmen, hvilket kendetegner subgenren, men der er også en masse politisk ukorrekt humor, og det er en mærkelig blanding. Jeg havde foretrukket, at filmen tog sig selv og volden alvorligt, eller at den var en gennemført komedie. Dette miks rammer ved siden af på begge områder.

Naturligvis kan man lave sjove film med vold. Tegnefilmsvold. Der findes masser af gode eksempler, og kunsten er at finde den rigtige balance og stemning. Det gør de ikke i The Big Bird Cage. Eller også forstår jeg ikke filmen og dens subgenre. Måske er det en slags fetich?

Jeg er endnu ikke så velbevandret i exploitation-genrernes storhedstid, men jeg kan godt li’ moderne eksempler som Everly og The Disappearance of Alice Creed, der også byder på masser af nøgenhed og vold – også mod kvinder – men i en alvorlig og dramatisk kontekst, hvilket fungerer bedre, synes jeg.

Nå, men efter en lang indledning med alle de obligatoriske kvinder-i-fængsel-scener kommer filmen endelig i gang med fangeflugtsplottet, og det hjælper gevaldigt. Den sidste halvdel er en tilpas underholdende omgang action, og der er endda dramatiske scener, hvor den faktisk tager sig selv alvorligt alligevel. Der er stadig lige en enkelt plathed eller to, hvor lummerheden tager over. Men på det tidspunkt havde jeg vænnet mig til melodien.

Pam Grier er en smuk, rapkæftet kvinde med masser af attitude. Hvis du er vild med hende, og det har du god grund til at være, er hun alene nok til at gøre den seværdig, men ikke helt nok til at redde den. Det er ikke hendes bedste, og hendes rolle er mindre end forventet. Den rigtige hovedrolleindehaver er Anitra Ford, en tidligere model, der havde en kort filmkarriere i 1970’erne og aldrig opnåede samme kendis- eller kultstatus som Pam.

Jeg ender på fire hjerter. Det var en blandet omgang, og selvom den finder et bedre spor til sidst, er det ikke nok.

Nøgleord: , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *