Spider-Man: Homecoming er den første solofilm med den 3. filmudgave af Marvels murkravlende superhelt – og den første i Marvels eget filmunivers.
Som du ved, har Marvel udlicenseret mange af sine mest populære tegneseriekarakterer, heriblandt X-Men, Fantastic Four og Spider-Man. Men i 2015 lavede Marvel en aftale med Sony om at dele filmrettighederne til nabolagets venlige edderkoppehelt. Derfor kan du nu se Spider-Man i filmene med Iron Man, Captain America og resten af Avengers-holdet.
Jeg er ikke vild med titlen. Spider-Man er vendt hjem til Marvel. I get it. Der er også bal på skolen, så de er dækket ind. Men jeg synes, den blegner i forhold til titler som The Winter Soldier og Civil War. Homecoming lyder High School Musical-agtigt. Hvorfor ikke Spider-Man: Vulture’s Prey eller lignende?
Anmelderrost biografsucces
Det skal dog ikke ligge filmen til last. Den er tværtimod en kæmpesucces. Ganske vist er Sam Raimis Spider-Man 3 fra 2007, der red på succesen fra de to første film, stadig den mest indtjenende Spider-Man-film.
Men Spider-Man: Homecoming er lige i røven på den, og den har smadret de to film med Andrew Garfield. Samtidig er den anmelderrost til skyerne, og publikum elsker den.
Peter Parker (Tom Holland) og hans bedste ven, Ned Leeds (Jacob Batalon).
Hvis man synes, der er for meget humor i Marvel-filmene, vil man næppe kunne lide den. Spider-Man har altid fyret vittigheder af i tegneserierne, og det lægger han ikke fra sig i filmene. Marvel-bossen Kevin Feige har desuden meldt ud, at John Hughes’ ungdomskomedier fra 1980’erne er en stor inspirationskilde. Det mærker man – og jeg er vild med de film, så det er godkendt herfra.
Jeg vil også tilføje, at kritikken af Marvel-filmenes humor er ude i et overdrev. Selvom der er masser af humor i denne her – og de andre – er det ikke korrekt, når onde tunger hævder, at de aldrig er alvorlige eller dramatiske. Der er alvorlige øjeblikke også. Scener, hvor humoren først vender tilbage, når dramaet er forbi. Balancen fungerer fint for mig.
Naturligvis er dramaet på et niveau, der passer til en familiefilm med superhelte. Det er ikke fransk film noir. Men det skal det heller ikke være.
Michael Keaton som Adrian Toomes a.k.a. Vulture.
Marvel har ofte fået hug for deres filmskurke. Enten er deres rolle for lille, de er ikke mindeværdige eller også er der ændret for meget i forhold til kildematerialet. Skrækeksemplet er Mandarinen i Iron Man 3, som ikke var den rigtige skurk.
Michael Keaton er en fantastisk skuespiller, men rollen som Adrian Toomes/Vulture giver ham ikke alt det, man kunne håbe. De har ændret karakteren en del, men det er ikke det, der generer mig. Jeg ville ønske, de havde sat lidt mere tid af til at finpudse ham og underbygge hans forvandling til skurk.
Fraværende mentor
Tony Stark er sandsynligvis kun med for at drysse Marvels stjernestøv ud over filmen. Han stjæler ikke billedet fra Spider-Man, bare rolig, men han er også næsten overflødig.
Mentorrollen er ham uvant, og han er mere som en far, der aldrig er til stede. Det passer fint til Tonys karakter, men det har den konsekvens, at de få scener med Tom Holland er filmens svageste. Som om Robert Downey Jr. har været hurtigt på besøg og knap nok har fået sat sig til rette. Jeg kan ikke forklare det nærmere.
Der er andre ændringer, som kan ophidse fans af tegneserierne. Jeg er ikke en af dem, for selvom jeg har været fan siden jeg var barn, behøver jeg ikke se den samme udgave hver gang. Dette er trods alt den 4. live action-version af Spider-Man, hvis man tæller 1970’ernes TV-serie med – og det gør jeg, for jeg har set den, da jeg var barn.
Men selvom det er 4. gang, og det kun er 3 år siden, at Andrew Garfield var Spider-Man, er der masser af frisk energi i filmen. Den ikke forsøger at ligne de forrige, men laver en del ændringer, hvoraf de fleste fungerer.
Marisa Tomei som Peters hotte tante.
Det er en god og underholdende familiefilm. Der er, som du måske kan fornemme, nogle skønhedsfejl her og der, men det er småting. Tom og Jacob Batalon, der spiller hans bedste ven, Ned, er et godt makkerpar, og det klæder Spider-Man at have en “fyr i stolen” efter mange år som ensom edderkop.
Marisa Tomei er en hot tante, og det gør ikke spor, tværtimod. Sam Raimis Spider-Man er stadig min favorit, men Tom Holland er rigtig god også. Der er masser af varme og charme i hans udgave, og jeg ser frem til at følge ham i mange år.
