Star Trek: Picard

Kaptajn Jean-Luc Picard er tilbage! Han har ganske vist forladt Stjerneflåden og lever et stille liv på familiens vingård i Frankrig, men hans historie er ikke slut, og derfor er han tilbage i Star Trek: Picard, en spritny Star Trek-serie på Prime.

Jeg har netop set første afsnit, og det er det eneste tilgængelige afsnit i skrivende stund, men jeg vil anbefale den med det samme. Jeg kan ikke vente.

Jeg vil ikke spolere handlingen med en masse detaljer, men jeg afslører næppe for meget, hvis jeg siger, handlingen ikke fokuserer på Picards pensionisttilværelse som vinbonde. Der er et mysterie under opsejling, og det ser ud til at blive rigtigt spændende.

Barndomshelt

Patrick Stewart er en fantastisk skuespiller, og jeg har nydt ham i mange forskellige roller, senest i sitcom’en Blunt Talk, der kan ses på Viaplay. Men Picard er hans glansrolle, og jeg lærte ham selv at kende som barn i Star Trek: The Next Generation.

Jeg elskede serien dengang, og jeg har set den mange gange siden, for den kørte i en årrække på TvDanmark (nu Kanal 5). Jeg har også købt hele moletjavsen på BluRay, og det er kun fordi, der er så meget andet spændende nyt hele tiden, at jeg ikke har fået genset den igen-igen (og igen og igen) i den nyrestaurerede udgave.

Stewart er tilbage i en rolle, han faktisk kun accepterede dengang i 1980’erne, fordi han ikke troede, den ville være langtidsholdbar. Historien, som han selv fortæller den, er, han ikke kunne forestille sig at binde sig i 4 år – standardlængden på en TV-kontrakt – for han havde også travlt med teatret, film og meget andet. Men en ven og kollega forsikrede ham, at TV-serien højst ville holde en enkelt sæson.

I stedet fortsatte den i 7 sæsoner, og Patrick gentog dernæst rollen i yderligere 4 film. Den gav også hele franchisen nyt liv, og pludselig var der ikke bare en, men 3 nye Star Trek-serier i 1990’erne. Og siden er der kommet yderligere 2 serier og 3 reboot-film. Og så endelig denne her.

Moderne opskrift

Den nye serie er ikke som den gamle. Den gamle fulgte en uge-baseret formular, og hvert afsnit bød på en ny mission eller udfordring. Den nye følger en mere moderne opskrift, hvor hele sæsonen fortæller historien, og det ville ikke give mening at se enkelte afsnit ude af kontekst, da de fungerer mere som kapitler i en roman. Selvom Prime frigiver dem et ad gangen, er det binge-æraens opskrift, den følger. Og jeg ville ønske, der lå flere klar allerede.

Der er naturligvis referencer til Picards fortid og den gamle serie, for den foregår i samme univers. Men det er ikke det, man kalder fanservice. Alle detaljer hører naturligt til i historien og plottet.

Selvom jeg kun har set et afsnit, træder det gode håndværk tydeligt frem. Niveauet er højt, handlingen er velskrevet, og det er science fiction, når science fiction er bedst. Når videnskab og teknologi driver plottet i stedet for blot at være kulissen bag en fortælling, der lige så vel kunne være en western eller noget andet. Det er netop forskellen på Star Trek og mange andre rumfilm og -serier. Og den essens er heldigvis intakt.

Serien er skabt af bl.a. Alex Kurtzman og Akiva Goldsman, der har lavet mange ting sammen og hver for sig, både gode og dårlige, men jeg vil fremhæve Fringe, en science fiction-serie, jeg også var vild med i sin tid. Og denne gang rammer de plet igen. Jeg er mere end godt tilfreds og meget spændt på resten af serien.

Baseret på første afsnit og den gode fornemmelse får den alle ti hjerter. Hvis det ikke holder, vender jeg tilbage og trækker fra.

Efterord

Jeg har nu fået set hele sæsonen på 10 afsnit i alt, og jeg står fast på bedømmelsen. Det var en udsøgt fornøjelse og et skønt gensyn med den gamle kaptajn – og flere velkendte ansigter, der alle spiller vigtige roller og passer perfekt ind i handlingen. Ingen billige cameo-point. Det er også en serie helt i Star Treks ånd, selvom den følger en ny opskrift, og til min store glæde er der mere på vej.

Du kan se den på Prime.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.