Cleopatra er et historisk drama fra 1963 baseret på legenden om den ægyptiske dronning. Det er hverken den første eller den seneste filmatisering, men det er til gengæld den mest berømte.
En årsag er hovedrolleindehaveren selv. Elizabeth Taylor er en af Hollywoods største legender. Hun var barne- og teenage-stjerne i 1940’erne, og det lykkedes hende at fastholde og udbygge succesen som voksen.
Hun spillede overfor stjerner som Rock Hudson, James Dean og Paul Newman, og efter tre Oscar-nomineringer vandt hun sin første statuette i 1961.
Da hun takkede ja til rollen som Cleopatra, lød hendes rekordløn på $1 million. Hun var den største dengang, og hun regnes stadig som en af de største nogensinde.
Filmen blev også den hidtil største og dyreste film med et budget på dengang svimlende $31 millioner. Heldigvis blev den samtidig årets største samt et af årtiets største biografsucceser.
Den blev nomineret til ni Oscars, og den vandt fire. Taylor blev dog ikke engang nomineret.
Meget lang, men flot
Handlingen fortæller historien om Cleopatra fra hendes første møde med Julius Cæsar til hendes død. Jeg vil ikke afsløre alle detaljerne, hvis du ikke kender dem.
Det er en meget lang, men umådeligt flot film. De mere end fire timer byder på mægtige landskaber, overdådige paladser og byer, fantastiske kostumer og alt der ud over. Det er ikke svært at se, hvor pengene er brugt.
Niveauet er højt på alle parametre. Men den er lang. Fordi den fortæller hele hendes liv, bugter historien sig, som et liv nu engang gør. Man savner strukturen i en fiktiv fortælling med tre akter, optakt, klimaks og finale.
De kan naturligvis ikke omskrive hendes liv. Men mange andre biografiske film løser problemet ved at udvælge en passende bid af personens liv.
Jeg sætter pris på oplevelsen, men jeg må indrømme, at jeg kedede mig her og der.
