The Rocketeer

The Rocketeer er en tegneseriehelt inspireret af 1930’erne, 1940’erne og 1950’ernes pulp fiction-helte, og handlingen foregår i 1938. Den er en hyldest til genren, og den oser af old school science fiction. Selvom den foregår på jorden, er det nærliggende at tænke på Jens Lyn.

Jeg troede faktisk, at The Rocketeer var en helt fra den tid, og jeg husker at have set en film eller TV-serie for mange, mange år siden med en sort-hvid raketmand. Men det har sandsynligvis været en af inspirationskilderne, formentlig King of the Rocket Men eller Commander Cody: Sky Marshal of the Universe, for The Rocketeer er til min store overraskelse skabt i 1982.

Filmen er fra 1991, og den lægger sig tæt op af tegneserien. Cliff Secord er en ung mand og stuntpilot, der finder en mystisk jetpack – en bærbar jetmotor, der kan spændes på ryggen – og som fartgal vovehals er han nødt til at prøve den. Men den er ikke hans, og alle vil have fingrene i den, ikke mindst de gangstere, der stjal den fra opfinderen Howard Hughes. Cliffs venner og smukke kæreste havner i skudlinjen, da både gangstere, FBI og den skurkagtige filmstjerne, Neville Sinclair, kommer på sporet af ham, og så må han spænde hjelmen og springe ud som superhelt i raketfart, hø hø.

Den floppede i biograferne, men i modsætning til de andre udskældte superheltefilm, jeg har genset for nylig, var anmelderne begejstrede. De elskede hyldesten til de gamle matiné-filmserier og den gee-whiz-agtige eventyrstemning. Rolling Stone-magasinets anmelder kaldte den sommerens bedste film og et sjældent eksempel på filmmagi, der overvinder sit publikum med charme i stedet for bøllemetoder.

Desværre fandt den ikke sit publikum dengang, og det undrer mig, for anmelderne har ret. Det er god, gammeldags filmmagi. Et vaskeægte actioneventyr, som vi kender det fra bl.a. Indiana Jones-filmene. Klassiske dyder, helte og skurke, spænding, drama og romantik samlet i en velskrevet og velproduceret pakke. Det er Hollywood, når Hollywood er bedst. I hvert fald i denne genre.

Det er også Disney, når Disney er bedst, og det er egentlig ærgerligt, at de ikke længere laver den slags film. Med mindre man medregner Marvel-filmene. De plejede at lave massevis af moderne eventyrfilm som En verdensomsejling under havet, Det sorte hul mfl. Men på det seneste, når vi ikke tæller opkøbte datterselskaber som Marvel og Lucasfilm, er Disneys egne live-action-produktioner reduceret til High School Musical og Hannah Montana. Ja, og så deres genindspilninger af de gamle tegnefilm. Men ingen film som denne her.

Det er en fantastisk film, der fortjente en bedre skæbne. Når film flopper, har de som regel problemer. Jeg har lige genset Fantomet, en film i samme genre, men den kæmper med manuskript og dårligt skuespil. Og 1980-filmatiseringen af Jens Lyn har problemer over en bred kam. Men The Rocketeer er perfekt. Måske var tiden bare forkert?

Jeg vil runde af med at rose rollelisten. Superhelteroller går ofte til en relativt ukendt skuespiller, og Billy Campbell er ingen undtagelse. Han udfylder rollen fortrinligt. Men det er Jennifer Connelly og Timothy Dalton, der stjæler showet. Hun er Cliffs kæreste, en både smuk og handlekraftig ung kvinde, og Jennifer springer ud som rigtig filmstjerne. Hun er ikke længere den lille pige, vi lærte at kende i 1980’erne. Og Dalton, bedre kendt som James Bond, er en endnu bedre filmskurk end filmhelt. Han mestrer forvandlingen fra klassisk filmstjerne til skruppelløs narcissist. Og resten af rollelisten er fuld af gamle venner.

Nøgleord: , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *