Martial Law

Cynthia Rothrock er en kamsportslegende og en kultfilmsstjerne fra 1980’erne, og det er på tide, at jeg kaster mig over hende – dog ikke bogstaveligt talt, for jeg ville få en ubehagelig omgang prygl, og ud fra dagens film at dømme slår hun også under bæltestedet. Av, av, av!

Hun har det sorte bælte i hele syv forskellige kampdiscipliner inkl. karate og taekwondo, og hun er fem-dobbelt verdensmester i kampkunst-kategorierne form og våben, hvor hun har kæmpet på lige fod med mænd. Hun er er også optaget i Black Belt Magazines Hall of Fame, hvor hun er i fornemt selskab med bl.a. Bruce Lee, Jackie Chan og Chuck Norris.

Dagens film – og det er faktisk min debutfilm med den hårdtslående dame – hedder ganske passende Martial Law. Hun er politikvinden Billie Blake, og hendes partner og kæreste spilles af Chad McQueen, der var en del af Cobra Kai-banden i Karate Kid. Hans kampsportsmeritter kan ikke måle sig med hendes, men det er faktisk ham, der har fået hovedrollen, og plottets omdrejningspunkt er hans lillebror, der er kommet i dårligt selskab med selveste David Carradine som forbryderbossen Dalton Rhoades.

Det er en b-film, og niveauet er derefter, men alle har gjort deres bedste, og de er ikke talentløse, så resultatet er ganske hæderligt. Den underholder på de præmisser, den ønsker, ikke fordi den er så dårlig, at den er sjov. Man kan tage den alvorligt, og den er stadig tilpas medrivende og fornøjelig. En omgang hygge-action, og det er positivt ment, for jeg hyggede mig.

Selvom Chad er løbet med hovedrollen, snydes vi ikke for masser af nossedaskende nærkampe med Cynthia, og hun stjæler uden problemer rampelyset. Jeg kommer bestemt til at se mere til hende.

I skrivende stund kan du se den på Amazon Prime.

Nøgleord: , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *