Så er jeg nået til den tredje og sidste film i den originale trilogi: Star Wars: Return of the Jedi. Det er filmen, mange husker bedst for prinsesse Leia i en gylden bikini. Men jeg var bare en lille dreng dengang, og jeg husker bedre filmen for ewokkerne, de små bjørne, der tager Luke og de andre til fange på den skovklædte måne, Endor.
Jeg har naturligvis lagt mærke til Leia siden, men det er en anden snak.
Efter den chokerende afsløring og nedslående slutning i The Empire Strikes Back, tager Luke og de andre til Tatooine for at redde Han Solo ud af Jabbas … øhm … slimede pølsefingre. Det går ikke helt som planlagt, men kraften er med dem, og da de atter er samlet, er de klar til at tage kampen op mod Imperiet og besejre Darth Vader og kejseren én gang for alle.
Filmen var nomineret til fire Oscars, men måtte nøjes med en Special Achievement Award for Visual Effects. Den indtjente også mindre end forgængeren, og selvom den berømte filmkritiker, Roger Ebert, var vild med den og gav den 4 ud af 4, var anmelderne endnu engang delte.
Special Edition … suk!
Lige som i den første film har George Lucas også i denne Special Edition leget lidt rigeligt med CGI i nogle scener. Der er en del nye samt opdaterede væsener, og de skæmmer filmen, fordi de falder udenfor. Heldigvis er de isoleret til få scener, og det meste af filmen er – lige som de to andre – fulde af praktiske effekter og rigtige kulisser.
Det er den tredje og sidste film i trilogien, og ligesom de to første, udmærker den sig ved at være en perfekt storm af fremragende elementer. Der er masser af ny teknologi, nye karakterer og nye steder. Ingen genveje og gentagelser, men – lige som i The Empire Strikes Back – en udvidelse af universet og en udbygning af mytologien. Det er den samme arbejdsmetode, men ikke den samme opskrift. Der er masser af nye overraskelser, og Return of the Jedi er en perfekt afslutning på en episk rumrejse.
Man bør se dem alle tre sammen, som jeg netop har gjort. Men isoleret set er 3’eren også en fantastisk filmoplevelse og et rigtigt rumeventyr. Det fås ikke bedre, og de eneste rigtige konkurrenter er de andre to. Så de må dele en velfortjent førsteplads i genren.