Siden Disney overtog Lucasfilm, er Star Wars blevet en årlig juletradition. Første film dumpede ned i julesokken i 2015 og var en nyt kapitel i Skywalker-sagaen, hvor alle de gamle stjerner vendte tilbage i deres velkendte og højt elskede roller.
Sidste års julegave var et sidespring, en spin-off-historie om en gruppe rebeller, der stjal planerne til Imperiets dødsstjerne og muliggjorde sejren i den oprindelige trilogi. Og i år har julemusen fra Disney bragt os fortsættelsen på historien om stjernekrigens nye rebeller, Finn, Rey og Poe, samt – naturligvis – Luke Skywalker og prinsesse Leia.
Et rigtigt rumeventyr
Selvom The Force Awakens var en anmelderrost biografsucces, syntes mange onde tunger, den lignede A New Hope, franchisens første film fra 1977, lidt for meget. Jeg vil ikke spolere handlingen, men jeg kan sige, The Last Jedi ikke fortsætter trenden.
Historien er ny og uforudsigelig, og som et rigtigt rumeventyr er den fuld af skøre væsener, action, spænding, humor og store følelsesladede øjeblikke, både sørgelige og dystre, men også opmuntrende og håbefulde. Disney er verdensmestre i den slags, og selvom mange er utilfredse med deres dominans i filmbranchen, må man give dem, at de er det perfekte hjem for en franchise som Star Wars.
Der kan ikke sættes en finger på kvaliteten. Det er lykkedes for de nye filmmagere at genskabe følelsen fra de gamle film – også selvom der er masser af nye detaljer og opdateringer alle vegne, og filmene naturligvis gør brug af alle de nyeste filmteknologiers muligheder. Der opstår næsten den samme magi og følelse af nostalgi, som de gamle film kan frembringe. Næsten. Kun næsten.
Ikke det samme – men næsten lige så godt
Der er selvfølgelig noget ekstraordinært ved den gamle trilogi, som ikke rigtigt kan forklares. Det er en blanding af den første gang, de gode, gamle dage og barndommens urokkelige minder. De nye film kan ikke vinde den kamp. Men gør det noget?
Det er stadig underholdning af høj klasse. At se de gamle stjerner igen, er som at tage til koncert med et band, man elskede, da man var ung – eller møde pigen, man var dybt forelsket i, da man gik i skole. Det er ikke det samme, men det vækker alle de gamle følelser til live igen, og det kan være næsten lige så godt – og mere end rigeligt.
Ja, jeg er nostalgisk, som du kan høre. Jeg er bare en lalleglad filmnørd. Jeg ser film for at få en god aften, ikke for at finde noget at brokke mig over. I aften var en af årets bedste filmaftener.
