Stay Hungry, også kendt på tysk som Mr. Universum, er et romantisk drama fra 1976 instrueret af Bob Rafelson. Han er manden bag bl.a. Postbuddet ringer altid to gange og Black Widow – ikke Marvel-filmen.
Filmen er baseret på en roman af Charles Gaines, der lyder som en spændende personlighed. Han var en såkaldt friluftsmand, og han opfandt paintball sammen med en ven, der var børsmægler. Sidstnævnte mente, at “dræberinstinktet” på børsmarkedet kunne overføres til overlevelse i vildmarken, og de var nødt til at opfinde en måde, så de kunne afgøre diskussionen.
Historien melder ikke, hvem der fik ret. Men de udviklede The Survival Game, som definerede reglerne for paintball, og grundlagde en virksomhed, der solgte paintball-udstyr.
Store, svedige muskler
Derudover dækkede Gaines den gyldne tidsalder indenfor bodybuilding og skrev bogen Pumping Iron, hvilket også forklarer bodybuilding-subplottet og Arnold Schwarzeneggers tilstedeværelse i Stay Hungry. Gaines var simpelthen fascineret af store, svedige muskler.
Kort fortalt handler filmen om Craig Blake (Jeff Bridges), en ung millionærarving med for mange penge og for lidt at lave. Han involverer sig ud i et byggeprojekt og skal forsøge at overtale ejeren af et fitnesscenter til at sælge sin grund. Her møder han Joe Santo (Arnold) og Mary Tate (Sally Field), og der opstår både venskaber og sød musik.
Det er en spøjs film. Den indledes med smukke naturbilleder og Jeff til hest. Der er en indledende og tilbagevendende fortællestemme, som tilhører Craigs onkel Albert og formuleres som en brevudveksling mellem de to familiemedlemmer. Alt dette gav mig Danielle Steele-vibes.
Det samme kan siges om dramaet og det romantiske plot. Den unge, rodløse mand, som rådgives af sin onkel via førnævnte korrespondance, forelsker sig og må vælge mellem det, der forventes af ham, og det, han selv vil. De kan fortælle den slags på mange måder. Men de valgte altså Danielle Steele-modellen.
Handlingen stikker af
Med den undtagelse, at filmen nu og da byder på scener, som falder helt udenfor. Sjove scener, men også erotiske scener og voldelige scener. Handlingen stikker helt af, og det samme gør stemningen. Det er som scener fra forskellige film.
Bodybuilding-subplottet er besynderligt. Gaines har tilsyneladende haft flere ambitioner med sin historie, og pludselig er det hele rodet sammen i samme film. Han burde have skrevet en film a la Rocky eller Karate Kid, hvor sportsdramaet kommer til sin ret.
Det overraskede mig, det er forfatteren selv, som inddrager det. Jeg troede, en eller anden producer ville være smart og bruge Arnold som trækplaster. Det føles som den type gimmick. Men det er altså Gaines, som kokkererer på egen hånd.
Arnolds karakter er usædvanlig. Hvilket på ingen måde er negativt. Gaines forsøger at gøre ham til mere end blot en stor, dum muskelbøf. Han er filosofisk, har mange sportslige talenter, og så spiller han musik – endda ét af de sværeste instrumenter, violinen. Dog i en af de simplere musikgenrer, country. Men alligevel.
Sallys bare numse
Jeff og Sally er søde, og sammen med Arnold udgør de et usædvanligt, men fint trekløver. Håndværket fejler intet. De spiller alle godt, og plottrådene omkring venskab, romantik og personlig udvikling fungerer fint. Det er afstikkerne og de aparte kreative valg, som stikker ud – og trækker ned.
Jeg kunne bedre lide den end min filmmakker, Ruben. Han kæmpede med at holde sig vågen og gik næsten glip af Sallys bare numse. Men det er en anden historie.
Det er en middelgod film. De kunne have gjort alting meget anderledes. Den forsøger at samle for meget i én og samme film, og den laver som nævnt nogle mærkværdige stemningsskift og pludselige u-vendinger. Men der er også dele, som fungerer, og de tre hovedpersoner er gode.
