I et sjældent øjebliks selvransagelse indser John, hvor skidt det står til.
Battlefield Earth er en science fiction-action-fremstidsthriller fra år 2000 baseret på en roman af Scientologi-stifteren L. Ron Hubbard. Ikke overraskende er det en af Hollywoods mange scientologer, som har skubbet filmen hele vejen igennem maskineriet og selv investeret millioner i projektet. Den scientolog er John Travolta.
Han spiller skurken Terl, et rumvæsen fra planeten Psychlo, som har erobret Jorden og slavebundet mennesker for at udføre minearbejde og udvinde guld. Dette foregår i en post-apokalyptisk fremtid, nærmere bestemt år 3000, og de få rester af menneskeheden er primitive hulemænd.
Det er ikke en udskældt film, men snarere en latterliggjort film. Ingen er vrede på den, men de håner den – eller ignorerer den. Jeg har selv ventet 23 år med at se den, fordi der bare ikke var nogen grund til at gøre det. Hvis ikke min filmmakker, Ruben, havde lokket, havde jeg bare fortsat med at ignorere den. Lykkeligt uvidende om, hvor dårlig den er.
For den er virkelig dårlig. For en gangs skyld taler alle rygterne sandt. Den scorer tre procent på Rotten Tomatoes, hvilket er uhyggeligt lavt. Den vandt syv Razzies samme år, og den har siden vundet yderligere to i kategorier, som samler op på en længere periodes værste film.
So bad it’s bad!
Normalt kan man diskutere den slags. Filmanmeldere er jo subjektive, og Rotten Tomatoes optæller blot, hvor mange, der gav en positiv anmeldelse. Raspberry Awards er bare underholdning og en slags parodi på de andre prisuddelinger. Men denne gang rammer de altså rigtigt.
Filmen er forbløffende dårlig. Fra handling, karakteropbygning og plot til skuespillet og filmhåndværket. Det stinker alt sammen. Jeg kan ikke komme i tanke om noget at rose. Normalt rummer selv de dårligste film et eller andet, der er knap så skidt. Men ikke her.
Jeg håbede naturligvis, den ville overraske, fordi forventningerne var helt i bund. Måske ville den ikke være så ringe, som alle siger. Eller også ville den være så dårlig, den er god. Altså ufrivilligt morsom og dermed underholdende på andre præmisser end de tiltænkte. Men nej.
Jeg får ikke de to timer tilbage. Men hvis nogen spørger, kan jeg i det mindste sige, jeg har været der. I was there when the strength of filmmakers failed.
