Street Fighter: The Legend of Chun-Li

Street Fighter: The Legend of Chun-Li er en actionthriller fra 2009 instrueret af Andrzej Bartkowiak. Han har bl.a. instrueret Jet Li-filmene Romeo Must Die og Cradle 2 the Grave samt Steven Seagal-filmen Exit Wounds og filmatiseringen af computerspillet Doom.

En forretningsmand bliver bortført for øjnene af sin kone og unge datter. Nogle år senere, da hun er blevet voksen, bliver hun kontaktet af en mester ved navn Gen, der vil hjælpe hende med at finde sin far og få hævn over den mand, der har bortført ham.

Filmen er baseret på computerspillet Street Fighter. Historien er enkel og der er masser af plads til velkoreograferet kung fu. Kristin Kreuk, bedre kendt som Lana Lang i tv-serien Smallville, er overraskende god i filmens mange kampscener. Hvis Megan Fox siger nej til rollen som en ung Lara Croft i en film, der vist nok er på vej, kunne de overveje at spørge Kristin i stedet.

Det er en actionfilm af de billige. Der er et par kendte navne og ansigter med, men der er ingen, der rigtigt gør sig umage i de scener, hvor de skal sige noget, og det trækker ned. De sædvanlige actionfilmsklichéer kan man leve med, når man ikke forventer mere, og så er Kristin Kreuk altså en hel del kønnere end f.eks. Steven Seagal.

Men hun kan ikke redde filmen. Hun lander endda hårdt på bagdelen i en scene, hvor hun skal forsøge at spille forførende. Det skal hun hjem og øve sig på. Sådan kan det gå, når man er vant til at spille Supermans barndomskæreste.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.