The Birds er en klassisk gyser fra 1963 instrueret af Alfred Hitchcock. Den er baseret på en novelle af Daphne du Maurier.
Melanie Daniels, en ung, smuk kvinde og semi-kendt avisredaktør-datter, forsøger at afhente en beostær hos en dyrehandler, da hun møder Mitch Brenner, en flot ungkarl, og bliver så betaget, hun opsporer ham for at tage fusen på ham.
Jagten går til Bodega Bay, en lille fiskerby, hvor Mitch besøger sin mor og lillesøster. Fusen tages, og alt ånder fryd og gammen. Men så begynder mystikken, og den involverer angrebslystne fugle.
Hitchcocks egen opskrift
Det er en old school gyser efter Hitchcocks egen opskrift. Lige som i Psycho er indledningen lang, og den følger et andet subplot. Man lærer hovedpersonerne (og deres nærmeste) godt og grundigt at kende, og man engageres i deres spirende forelskelse.
Moderne gysere serverer uhygge fra begyndelsen, ofte med en stor åbningsscene. Fænomenet er ikke engang nyt længere. Du får f.eks. det første hajangreb i Jaws indenfor fem minutter.
Sådan leger Hitchcock ikke. Han er en slow burn-mester, og hans film, i hvert fald Psycho og The Birds, er snarere delt i to akter med hver sit primære plot. I første akt får du kun små hændelser med fugle her og der. Lige akkurat nok til at hinte, hvad der er på vej.
Uhygge efter datidens normer
Da det endelig går løs, er der ikke sparet på uhyggen. Efter datidens normer, naturligvis. Den er knap så uhyggelig i dag. Men ikke desto mindre spændende og medrivende. Endda nervepirrende. Fordi man er fuldt ud engageret i hovedpersonernes videre skæbne efter den lange indledning.
Præmissen er meget ulig Hitchcock. Snarere Stephen King-agtig. Eller M Night Shyamalan. Men han fortæller den på sin måde, og han er en mesterlig fortæller. Hans film rummer mere end uhygge.
Effekterne er gode og dårlige. De praktiske fejler intet. De kaotiske scener med nærbilleder af fuglene og deres ofre fungerer lige så godt i dag. Det samme gælder scenerne med maltrakterede lig. Men CGI-effekterne ødelægger stemningen. Heldigvis er de få.
Det er en rigtig god, klassisk film. Endnu et godt eksempel på, hvor dygtig Hitchcock var.
