The Bride er en romantisk eventyr-gyser fra 1985 løst baseret på Mary Shelleys berømte roman om dr. Victor Frankenstein, der skaber et monster ud af ligdele og bringer det til live ved hjælp af elektriciteten fra et lynnedslag. Filmen låner elementer fra bogen, men handlingen er en ny version, der ikke har meget til fælles med bogen eller tidligere filmatiseringer, heller ikke The Bride of Frankenstein fra 1935.
Den begynder med kreationen af monstrets mage og springer direkte til aftenen, hvor et lynnedslag for anden gang skal bringe dødt kød til live. Det forventes, at publikum allerede kender forhistorien om dr. Frankenstein og monstret. Eksperimentet lykkes endnu engang, og Frankensteins nye skabning er smuk som en drøm. Men situationen ender alligevel katastrofalt, og monstret flygter, mens den nye kvinde bliver hos dr. Frankenstein.
The Bride blev slagtet af anmelderne i 1985, og skønne Jennifer Beals (Flashdance) blev nomineret til en Razzie for Worst Actress. Sting undslap, og det er overraskende, for årets Worst Actor-vinder var Sylvester Stallone for hhv. Rambo II og Rocky IV, som jeg elsker. Hvis Stallone kan vinde, er det forbløffende, at Sting ikke engang er nomineret. Han er meget ringere end Jennifer.
De kunne også have nomineret Clancy Brown (Highlander), der spiller monstret, men Razzie-komiteen går oftere efter de store stjerner, og årets øvrige Worst Actor-nominerede er bl.a. Al Pacino, John Travolta og Richard Gere.
Mere eventyrlig end uhyggelig
Det er misvisende at kalde filmen en gyser, selvom den er inspireret af en klassisk gyserfortælling, for den er skrevet som et godt, gammeldags eventyr, og historien udvikler sig lige efter bogen, bare ikke Shelleys, men H.C. Andersens eller brødrene Grimms. Jeg spolerer næppe for meget, hvis jeg afslører, at to af vores hovedpersoner tager hinanden i enden og lever lykkeligt til de stiller træskoene en skønne dag.
Kritikken er ikke ufortjent, men filmen er alligevel underholdende. Den er ofte ufrivilligt morsom, og det gør ikke spor, den er mere eventyrlig end uhyggelig. Ja, den er faktisk så hyggelig, at du kan finde mere skræmmende scener i eventyrlige børnefilm som Labyrinten og Den uendelige historie. Den er dårlig på den gode måde og fuld af kitschy godbidder – og apropos godbidder … Jennifer Beals er en skøn dame. Så er det sagt.
