The Dead Pool

Gode, gamle, møgbeskidte Harry Callahan.

The Dead Pool, også kendt på dansk som Dødsspillet, er en actionthriller fra 1988 instrueret af Buddy Van Horn.

Han var Clint Eastwoods personlige stuntmand og stuntkoordinator fra 1972 til 2011. Han instruerede også Pink Cadillac og Any Which Way You Can. Begge med Eastwood.

Det er den femte og sidste film i Dirty Harry-serien. Denne gang efterforsker han en række dødsfald, hvor ofrene figurerer i et makabert dødsspil. En slags gætteleg, hvor deltagerne udvælger kendte, de tror vil dø inden længe.

Et af ofrene er en rockstjerne kaldet Johnny Squares. Han spilles sørme af en ung Jim Carrey, og det er lidt sjovt at se, hvor meget af hans gummiagtige mimik, der allerede var på plads, før han slog rigtigt igennem.

Et andet kendt ansigt er Liam Neeson. Han spiller en instruktør, der laver billige gyserfilm. Han er en af dødsspillets deltagere – og dermed en af politiets mistænkte. Ikke mindst fordi hans liste er dødpræcis, høhø.

Dyppet i 80’erne

Forgængeren er fra 1983, og den havde stadig en god portion 70’er-stemning. Fem år senere er franchisen dyppet i 80’erne. Fra lyden af Guns N’ Roses til spandexklædte fitnessdamer, fjernstyrede biler og Harrys nye, karateudøvende makker.

På visse punkter er alt ved det gamle. Harry er stadig byens bedste skydeskive for utilfredse gangstere. Han pløkker stadig butiksrøvere ad libitum. Han vrisser stadig af alt og alle. Selv en sød journalist, han bliver dus med.

Men de forsøger tydeligvis at puste nyt liv i den gamle strømer, og de har ikke valgt den rigtige metode. De førnævnte tilføjelser falder udenfor skiven. Selvom Harry altid har været ude af trit med sine omgivelser, har det fungeret bedre i de ældre film. I det rigtige årti.

Det er stadig udmærket underholdning. Men det er franchisens svageste film, trods alt.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.