The Fifth Element er et engelsksproget, fransk rumeventyr fra 1995 instrueret af Luc Besson. Det er hans første forsøg i genren. Forinden var han kendt for film som Nikita og Léon.
Handlingen foregår år 2263. Bruce Willis er taxichaufføren og ekssoldaten Korben Dallas. Som en vis anden rolle, John McClane, bliver han ufrivilligt rodet ind i en uheldig situation, da Leeloo (Milla Jovovich), en mystisk, ung kvinde, brager ind i hans taxi, bogstaveligt talt.
Det viser sig, at hele verden, måske hele universet er i fare. Ondskaben er på vej i form af en ustoppelig, altødelæggende planet, og Leeloo er den eneste redning. Hun er nemlig det femte element, en perfekt skabning, der rummer det guddommelige lys.
Campy kultfilm
Kompliceret? Måske. Det er en skør blanding af science fiction-elementer. Stilen er campy, humoren er fjollet, og der er overraskende lidt action. Star Wars og Blade Runner møder Hudson Hawk.
Filmen delte vandene dengang – og formentlig stadig. Nogen elskede den og satte pris på den anderledes og uforudsete oplevelse. Andre hadede den af samme grund. I dag er det en kultfilm.
Det er under alle omstændigheder en flot film. Fantastiske kulisser, kostumer, masker, makeup og effekter. CGI’en er naturligvis forældet, mere i nogle scener end andre. Men de flotte illustrationer redder dem. De skaber en spændende, fantasifuld fremtidsverden.
So good it’s good
Humoren rammer ikke plet hver gang. Sådan er det ofte med fjollet humor. Men tonen fungerer overordnet, og man kan sagtens leve med en svipser her og der.
For nogen er det en so-bad-it’s-good-film. Jeg vil sige ja og nej. Der er visse tvivlsomme valg, som falder i den kategori. Men der er andre, som er oprigtigt gode. Campy, jovist. Men camp er en stilart, ikke en kritik.
Jeg morede mig i 90’erne, så vidt jeg husker. Jeg har købt den på BluRay af samme grund. Jeg morede mig også ved aftenens gensyn. Det er ikke en perfekt film. Men det er en underholdende oplevelse, og den er mere end bare so-bad-it’s-good.
