The Forbidden Kingdom er et actioneventyr fra 2008 baseret på en kinesisk roman fra 1500-tallet. Det er en af de store klassikere i kinesisk litteratur, og et af de mest populære værker i Asien.
Jason er en teenage-knægt, der er tosset med gamle kung fu-film. Han køber dem i en genbrugsbutik ejet af en gammel kineser, og en dag falder han over en magisk kampstav, som transporterer ham gennem tid og rum til en forsvunden verden, hvor staven må returneres til sin retmæssige ejer, den sagnomspundne Abekonge.
Historien er ikke ualmindeligt original. Unge mennesker i fremmede, magiske verdener er set før, og de har som regel en mission at fuldføre.
Til gengæld får Jason følgeskab af både Jackie Chan og Jet Li, og det er en kombination, der løfter filmen gevaldigt. Det er første gang, de to kæmper med og mod hinanden, men det holder. Filmen er en velfungerende kung fu-hyldest med action, humor og masser af spænding.