The Good Son er en psykologisk thriller fra 1993 instrueret af Joseph Ruben. Han er manden bag bl.a. Dreamscape og I seng med fjenden.
Mark (Elijah Wood) har netop mistet sin mor, og faderen (David Morse) skal på en vigtig forretningsrejse, så Mark bliver passet hos sin onkel og tante. Her møder han deres jævnaldrende søn, Henry (Macaulay Culkin). I begyndelsen tumler de rundt og leger som to almindelige drenge, men langsomt går det op for Mark, at Henry ikke er helt normal.
Det er ret fascinerende at se en thriller af denne type med to børn. Det fungerer rigtigt godt, og det er næsten mere uhyggeligt af samme grund. Han er så meget desto mere alene med sandheden.
Sjovt nok spiller Culkin sin rolle næsten lige som han spillede Kevin i Home Alone. Han er den samme lille, kloge dreng, og i denne kontekst er det bare ekstra skræmmende. Det er forbavsende effektivt.
Dengang fik den primært dårlige anmeldelser. Især Culkin var forkert i rollen, syntes de. Jeg synes, det giver den noget ekstra. Han er jo også en lille psykopat i Alene hjemme, når man tænker over det.
Jeg synes, det er en vellykket thriller. Begge børn er enormt gode. Den er intens, dramatisk og nervepirrende. Bedre, end mange “voksen-thrillere.” Du ved ofte, hvor du har dem. Det gør du ikke her.
Roger Ebert kaldte den “creepy” og ubehagelig. Ja, på den gode måde, siger jeg.
Du kan se den på Disney Plus.