The Rescuers, også kendt på dansk som Bernard & Bianca, er en Disney-tegnefilm fra 1977 baseret på en britisk børnebog af Margery Sharp.
Penny er en lille, forældreløs pige, der holdes fanget af den onde Medusa, fordi hun har den helt rigtige størrelse til en skattejagt i en snæver grotte, hvor der gemmer sig en stor, værdifuld diamant. For at undslippe sender hun en flaskepost med et nødråb.
Den bliver fundet af mus i New York, og de samler musenes internationale redningsråd for at beslutte, hvad de skal gøre. Den smukke miss Bianca fra Ungarn melder sig frivilligt som redningsmus, og viceværten Bernard tager med for at passe på hende. Det er jo nyt med kvinder på farlige missioner, men én gang skal være den første.
Eva Gabor, søster til Zsa Zsa Gabor, lægger stemme til Bianca. Derfor er hun fra Ungarn i filmen. Eva lagde i øvrigt også stemme til Duchess i The Aristocats.
Bob Newhart, kendt fra bl.a. Librarian-filmene, lægger stemme til Bernard.
Filmens skurkinde, Medusa, minder en hel del om Cruella de Vil. Det er ikke så mærkeligt, for Cruella var den oprindeligt planlagte antagonist. De blev dog enige om, at filmen ikke fungerede som en efterfølger til One Hundred and One Dalmatians.
Medusa er derudover også baseret på en af animatorernes daværende kone, senere ekskone. Der var knas i ægteskabet, og han var ikke længere glad for hende.
Små mus med store hjerter
Det er ikke en af Disneys store klassikere, men det er en Disney-film efter klassiske opskrifter. Talende, antropomorfiske dyrekarakterer i en parallelverden, der minder lidt om vores egen. De har deres eget sikkerhedsråd, deres egen luftfart osv.
De burde måske have mønstret mere end to mus til at redde en stor menneskepige i store menneskeproblemer. Men tanken tæller, siger man, og det er da pænt af verdens mus at indkalde til internationalt hastemøde for et af vores menneskebørn.
Handlingen er et actioneventyr a la Romancing the Stone. De to hovedpersoner skændes dog ikke. De bliver hurtigt dus. Deres redningsaktion er fuld af farer (og krokodiller), men man skal bare have håb og gode dyrevenner, så ender alting godt.
Det er en klassiker fra min egen barndom, faktisk mit eget fødeår, og den er lige så god i dag som dengang. De gamle håndtegninger og maleriske baggrunde har en rustik charme, og fortællingen er tidløs. Humoren holder også stadig, og hele familien kan se med.
Du kan se den på Disney Plus.