The Shallows

The Shallows er en hajgyser fra 2016 med Deadpools smukke hustru, Blake Lively, som en medicinstuderende surfertøs fra Texas, der tager ud for at finde en hemmelig strand, hendes mor besøgte for mange år siden, da hun ventede hende. Med lidt lokal hjælp er stranden hurtigt fundet, og den er idyllisk. Smuk og uberørt natur langt fra den nærmeste civilisation, men det bliver hurtigt en bagdel, da en sulten hajfisk dukker op.

Omslaget på min BluRay hævder, det er den bedste hajfilm siden Dødens gab, og ved du hvad? De har ret. Den er først og fremmest original og ligner ikke nogen af de mange andre hajfilm, jeg har set. Den minder mere om 127 Hours, hvor James Franco sidder fastklemt i en kløft i det meste af filmen. Blake er lige så isoleret, fanget på åbent vand, og hun må bære filmen alene.

Man skulle ikke tro det, men film der foregår ét sted med kun én hovedperson kan være intense, dramatiske og fantastisk medrivende, når bare de er velskrevne, og hovedpersonen løfter opgaven. Jeg var dybt imponeret af førnævnte 127 Hours, og The Shallows er på (næsten) samme høje niveau. Blake er i topform, og hun leverer en fremragende præstation under de barske, kolde, våde og blodige betingelser.

Selvom de har en haj til fælles, er The Shallows og Dødens gab to meget forskellige film, og jeg vil faktisk sige, at de er (næsten) lige gode på hver sin måde.

Nøgleord: , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.