Transporter 2 er en fransk actionthriller fra 2005 instrueret af Louis Leterrier. Han er også manden bag den første film samt Unleashed med Jet Li. Den er skrevet og produceret af Luc Besson.
Den tidligere hemmelige agent, Frank Martin (Jason Statham), er denne gang chauffør for en ung knægt og hans mor. Men det, der lader til at være en helt almindelig opgave, forvandler sig pludselig til en kidnapningssag. Så er der brug for Franks unikke talent for biljagter og kampsport.
Tja, det lyder hverken værre eller bedre end en hver anden Steven Seagal- eller Van Damme-film, og vi lander da også midt i netop den boldgade med denne efterfølger. Men det behøver nu ikke at være helt skidt, for Transporter 2 byder på god, gammeldags lad-os-slå-hjernen-fra-og-koge-i-sofaen-action.
Med den udvikling actiongenren har set siden The Matrix, er filmens niveau faktisk ganske højt. Du får biljagter a la Taxi, kampscener i bedste Jackie Chan vs. Jet Li-stil og masser af vanvittige actionsekvenser. Historien er tynd, resten er fedt, og sådan skal det være!