
The 40 Year Old Virgin er en komedie fra 2005 instrueret af Judd Apatow. Det er hans debutfilm på det store lærred.
Andy (Steve Carell) er 40 år. Han har aldrig haft sex. I sin fritid maler han rollespilskarakterer, spiller computerspil, læser tegneserier og samler på actionfigurer. Til hverdag arbejder han i den lokale hi-fi-butik. Han har heller ikke kørekort, men sin trofaste cykel. Og så opfører han sig som en fjoget teenager, når andre spørger til hans sexliv, mens han forsøger at dække over sin frygtelige hemmelighed.
Han er aldrig blevet voksen. Ikke bare det, men han må også have været en usædvanlig velopdragen teenage-knægt, for han har aldrig ladet sig friste af porno og spillet pik. Yeah, right. En 40-årig jomfru kan man godt forestille sig, men han ville uden tvivl være ganske flittig med klør fem.
Men lad os glemme alle de usandsynlige pudsigheder, for Andy er charmerende. Det samme gælder filmen. Nu og da er humoren en anelse forudsigelig, men der er også ganske mange rigtigt gode scener og velfungerende karakterer. Især Andy er sjov, når han virkelig forsøger at passe ind.
Jeg tror, vi alle kan huske det fra teenage-årene. Man føler med den stakkels mand. Man under ham det bedste. Selvom det hele ender overraskende godt, måske lidt for nemt, trods adskillige fartbump, er det, som det skal være. Og slutningen er sgu i særklasse.











