Vampire’s Kiss

Nicolas Cage som yuppie-vampyr.

Vampire’s Kiss, også kendt på dansk som Hvem har taget mine tænder?, er en vampyrkomedie (?) fra 1989 instrueret af Robert Bierman. Hans filmografi er så fattig, at det første, de skriver om ham på Wikipedia, er, at han skulle have instrueret Fluen.

Dernæst nævner de denne, for den er blevet et kulthit. Nicolas Cage er en forlagsredaktør, der scorer en vampyr (Jennifer Beals). De ender i hans dobbeltseng, og hun hapser ham i halsen. Resten er en vampyrlig deroute, hvor Cage er ekstra meget Cage.

Den danske titel er mystisk. Den antyder en fjollet komedie a la Mel Brooks Dracula – En levende dødbider, men filmen er mere absurd end sjov. Måske en anelse tragikomisk, men flere situationer er bare tragiske.

Hovedpersonen er totalt usympatisk, også før han påbegynder sin forventede, dog uforudsigelige forvandling. Man kan ikke lide ham, man holder ikke med ham, og han fortjener sine kvaler. Desværre går det også ud over andre end ham selv.

Cage er en urkraft

Den minder en lille smule om Wolf med Jack Nicholson, da begge er moderne udgaver af klassiske gysere om hhv. varulve og vampyrer. Begge har forvandling som hovedtema. Men Jack spiller en sympatisk karakter, og Wolf er samtidig en kærlighedshistorie.

En anden sammenligning passer langt bedre på Cages rolle og den nedadgående vanvidsspiral. Forestil dig American Psycho med et vampyrtema. Dog knap så meget sex og blod. Mere mærkelig. Mindre god.

Den er som en symbolsk togulykke. Man kan ikke kigge væk. Man er nødt til at se, hvad Cage finder på. Den udvikler sig til hans legestue. Hans prøverum. Filmen, hvor han tester grimasser og kropssprog, der er blevet hans unikke kendetegn.

Derfor er den underholdende trods alt. Dens kultstatus er velfortjent. Cage er en urkraft, der buldrer og brager, som kun han kan gøre det. Hvis du trænger til en stor bid Cage, fås den ikke meget større end her.

I skrivende stund kan du se den på Prime.

Nøgleord: , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.