Identity Thief er en komedie fra 2013 instrueret af Seth Gordon. Han har bl.a. instrueret Horrible Bosses og remake/parodi-udgaven af Baywatch.
Melissa McCarthy er en identitetstyv dvs. en svindler, der snupper andres oplysninger og opretter kreditkort i deres navn. Men hun er ikke den hurtigste identitetstyv i skoven. Selvom Sandy Patterson (Jason Bateman) er dum nok til at lade sig narre, er han klog nok til at opspore hende.
Dermed begynder en lang og ovenikøbet farefuld køretur fra Florida til Denver, hvor Patterson har brug for at rense sit navn. Han er nemlig ikke den eneste, hun har svindlet. De andre er nogle rigtigt trælse og sågar skydegale typer.
Hyggelig søndagsfilm
Det er en komedie med mange velkendte elementer. På nogle punkter er den meget forudsigelig. På andre overrasker den. Den vækker minder om f.eks. Due Date med Robert Downey Jr. og Zach Galifianakis. Der er bare flere kugler i luften.
Bateman og McCarthy spiller begge roller, der ligger lige til højrebenet. Til gengæld dukker Rober Patrick op i en rolle som en næsten ustoppelig dusørjæger. Det er en fin, lille bonus.
Det er en hyggelig søndagsfilm, men den når ikke op på niveau med førnævnte Horrible Bosses. Se den, hvis du er fan af Melissa McCarthy.
I skrivende stund kan du se den på Netflix.