The Incredible Hulk er en TV-serie fra 1977 skabt af Kenneth Johnson. Han er manden bag bl.a. The Bionic Woman, V og Alien Nation. Han har også instrueret Short Circuit 2 samt DC-filmen Steel med basketstjernen Shaquille O’Neal.
Johnson brød sig faktisk ikke om tegneserier, og serien er ret forskellig fra de kulørte Marvel-hæfter. F.eks. hedder hovedpersonen David Banner i stedet for Bruce Banner, fordi navne med bogstavrim er en typisk tegneserie-ting.
Hulk selv, altså det grønne monster, Banner forvandler sig til, når han bliver vred, er væsentligt svagere end i tegneserierne. Dette kunne tilskrives TV-produktionens begrænsninger, men Johnson ønskede generelt at nedtone alt det overnaturlige.
Alt er ændret
Endelig er der Banners hverv som fysiker og atomeksplosionen, der forvandlede ham til Hulk. Johnson gjorde ham til fysiolog og enkemand. Efter sin kones død i en bilulykke dedikerer han sin forskning til den overmenneskelige styrke, nogle mennesker opnår i ulykkessituationer. Svaret viser sig at involvere gammastråling, og han ender med at udføre et eksperiment på sig selv.
Handlingen følger en velkendt opskrift. Banner bliver en hjemløs strejfer, der rejser fra sted til sted. Hvor, end han kommer hen, ender han med at hjælpe nogen med et eller andet. Nu og da bliver det farligt, og så forvandler han sig til Hulk.
Der optræder ingen andre karakterer fra tegnserierne. Ud over David Banner (Bill Bixby) og Hulk (Lou Ferrigno) er den ihærdige journalist, Jack McGee (Jack Colvin), den eneste faste karakter. Ift. tegneseriernes general Ross er McGee en meget ringe trussel.
Der dukker enkelte kendte ansigter op nu og da. De mest kendte tæller Kim Cattrall, Ernie Hudson, Fred Ward, Martin Kove og Pat Morita.
Romantisk pakkeløsning
Jeg har genset en DVD med TV-piloten og første afsnit i anden sæson kaldet Married. I nogle tilfælde er det afsnit også udgivet med titlen Bride of the Incredible Hulk.
Det undrede mig naturligvis, at distributørerne har samlet piloten og et afsnit fra den efterfølgende sæson på én udgivelse. Men fordi afsnittene altid foregår et nyt sted og ender med, at Banner tager videre, mister du intet ved at springe en sæson over.
Da jeg så afsnittet, gav pakkeløsningen mening. Der er flere referencer til piloten og et tematisk overlap. Dels er der en rød, romantisk tråd. Enkemanden Banner har mistet sin kone. I Married finder han kærligheden på ny. Men der er også fokus på at finde en kur.
Ud over ændringerne er det mest overraskende, at seriens fokus er på drama. I piloten opstår forvandlingen og behovet for action mere naturligt i handlingen. Men i Married er det som om, de pludselig kommer i tanke om, at folk også vil se Hulk smadre noget, og så improviserer de en årsag, der ikke rigtigt passer ind.
Dramaserie med dybde og tyngde
Den vil formentlig ikke tiltale nutidens fans. Men jeg er positivt overrasket. Det er godt, velskrevet drama. Niveauet er overraskende højt. Faktisk vandt Mariette Hartley, der spiller Hulks brud i Married, en Emmy for Outstanding Lead Actress in a Drama Series.
Det er en serie, hvor almindelige, voksne mennesker kan være med. Det er utvivlsomt den tegneseriehadende serieskabers fortjeneste.
Jeg vil sammenligne den med Beauty and the Beast. Det er en dramaserie med mere dybde og tyngde, end jeg troede. Banner/Hulk har altid været en tragisk karakter, men Johnsons værk fordeler tragedie og action på en helt anden måde.
Det er et klogt valg, for serien ville næppe fungere bedre, hvis der var flere scener, hvor grøntmalede Lou Ferrigno lusker omkring og brøler, svulmer og smadrer ting. Efter datidens forhold er det fint. Men det kan også kun så og så meget.
Det er dramaet og historien, der driver værket.