The Three Musketeers er et actioneventyr fra 1973 instrueret af Richard Lester. Han er også manden bag Superman II og III. Filmen er naturligvis baseret på Alexandre Dumas berømte roman.
Michael York er D’Artagnan, en ung mand og formidabel sværdfægter, som ønsker at blive musketer lige som sin far. Han møder Athos, Porthos og Aramis, og de bliver hurtigt venner, da de står overfor en fælles fjende.
Sjovt nok startede det hele som en idé til en Beatles-film med de fire musikere i hovedrollerne. Lester er nemlig også instruktøren bag A Hard Day’s Night og Help!
Heldigvis droppede de hurtigt den plan, og så kunne Lester i stedet caste navne som York, Richard Chamberlain og Oliver Reed. På skurkesiden finder du Christopher Lee og Charlton Heston, mens Raquel Welch og Faye Dunaway udfylder de kvindelige hovedroller.
Nostalgiens trygge og varme skød
Det er min barndoms tre musketerer, og jeg har glædet mig til gensynet. Heldigvis skuffer den ikke. Jeg husker mange scener og henslænger mig hurtigt i nostalgiens trygge og varme skød.
Der er god action, især akrobatiske slås- og fægtekampe, hvor alle omgivelser tages i brug. Den følger bogen tæt, men humoren er meget i tråd med andre film fra samme æra og genre, f.eks. The Crimson Pirate og Dick Turpin.
Plottet er både enkelt og kompliceret på samme tid. Det er f.eks. overraskende, hvor meget utroskab fylder. Både kærligheden og liderlighedens veje er tydeligvis uransagelige, når en franskmand dikterer handlingen.
Man kan også undre sig lidt over musketerernes loyalitet. De hører til den kongelige garde, men hjælper dronningen med at dække over hendes affære med hertugen af Buckingham, som teknisk set er fjenden.
Men du behøver ikke tænke nærmere over det. Selvom nogle af karaktererne fandtes i virkeligheden, er Dumas’ fortælling som et klassisk eventyr, hvor alting er sort og hvidt. De rigtige fjender er derfor dem, som vil de gode ondt.
Læn dig tilbage og nyd forestillingen. Så længe musketererne vinder, er alting godt.
