Dick Turpin

Dick Turpin var en berygtet landevejsrøver i 1700-tallet. Efter sin død ved hængning for hestetyveri blev hans historie romantiseret af forfattere, sangskrivere og teaterfolk. Med tiden blev han en legende.

TV-serien om Dick Turpin er et skattet minde fra min egen barndom. Den er fra 1979, og den kørte i 4 sæsoner. Da det er en britisk serie, rækker det til 31 afsnit.

Den er løst baseret på legenden og begynder efter Turpins hængning. Hovedpersonen hævder at være den rigtige Dick Turpin, og den hængte mand er en bedrager. Dermed har forfatterne frit spil til at opfinde nye begivenheder frem for at hænge sig i virkelighedens historiske detaljer.

Turpins baggrundshistorie er også ændret en anelse, og seriefolkene låner masser af inspiration fra Robin Hood og Zorro. Han er stadig en landevejsrøver, men han er også en folkehelt, og hans ærkefjender er den lokale sherif, sir John Glutton, og hans højre hånd, kaptajn Spiker.

Bange anelser

Det er en gammel serie, og det ligner en billig produktion. Forfatterskabet og skuespillet er ikke på et niveau, der imponerer.

Richard O’Sullivan er Dick Turpin. Han er en actionhelt og kvindebedårer efter alle kunstens regler og klicheer. Men han er ingen Burt Lancaster eller Michael York. Han ser ældre ud end, han faktisk er, og han ligner mere en gammel Beatle end en barsk bandit.

Stik imod alle mine bange anelser hyggede jeg mig vældigt godt alligevel. Jeg husker ikke meget af den, men jeg kan tydeligt se, hvorfor jeg elskede den som barn. Det er et godt, gammeldags actioneventyr a la Den knaldrøde pirat eller De tre musketerer, hvor de fægter og slås hele tiden.

Skønt, nostalgisk gensyn

Selvom nævekampene kunne være bedre, blev jeg positivt overrasket over fægtekampene. De slår ikke bare kårderne tilfældigt sammen, de støder og parerer, og det går op og ned af trapper, henover borde, op på balkonerne og hele spisesalen rundt. Det har de lagt masser af kræfter i.

Det er ikke som sådan en komedieserie, men stemningen er munter, endda lystig og campy. De fleste skurke er fjollede, og Turpin slipper ofte afsted med let gennemskuelige forklædninger. I det lys er det ikke så skævt endda, at de har castet en komiker frem for en klassisk actionhelt.

Jeg elskede den som barn, og trods mine indledende kritikpunkter er jeg rigtigt glad for den i dag også. Den endte med at overvinde mig, og det blev et skønt, nostalgisk gensyn.

Nøgleord: , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.