Den knaldrøde pirat

Længe før Disney besluttede at basere en ny piratfilm på en forlystelse i deres patenterede legeland og gjorde det så godt, at Pirates of the Caribbean og Johnny Depps Keith Richards-inspirerede kaptajn Jack Sparrow, forvandlede sig til en sejlivet publikumssucces, der i dag tæller fem film, fandtes der én ultimativ sørøverhistorie, som jeg så igen og igen (og igen) som barn.

Jeg taler naturligvis om Den knaldrøde pirat (The Crimson Pirate) med en af Hollywoods klassiske filmhelte, den kvinde- og mandebedårende Burt Lancaster. Det er en gammel film (1952), men jeg har genset den for nylig, og den er stadig fantastisk.

Burt er kaptajn Vallo, en berygtet pirat, der erobrer en af kongens frigatter og indgår en lyssky, men potentielt lukrativ aftale med den skurkagtige baron Gruda om at lave en våbenhandel med en lokal oprørskæmper, El Libre, og dernæst udlevere ham til baronen mod en løsesum. Et relativt kompliceret trekantsscenarie, men da Vallo møder og forelsker sig i El Libres smukke datter, bliver det hele meget enkelt.

Det er godt, gammeldags actioneventyr med lystig falden-på-halen-komik og en tone så børnevenlig, at det føles som en leg, selv når de myrder hinanden med de bare næver. Den er lavet i samme ånd som Errol Flynns Robin Hood og Douglas Fairbanks’ mange sværdfægtende filmklassikere, og selvom den knaldrøde (og i nogle scener bolsjestribede) pirat ikke også er en historisk, men blot en fiktiv eventyrhelt, er han gjort af det samme stof.

Det er herlig underholdning, og den sprudler af god energi og salig nostalgi. Det er en glad-i-låget-film, og jeg nød at gense den. Det bliver ikke sidste gang.

Nøgleord: , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *