Superman III

Efter to fantastiske Superman-film, blev Superman III efterfølgeren, der ikke levede op til de høje forventninger. Både anmelderne og publikum hadede den, og den blev nomineret til to Razzies for musikken og Richard Pryors birolle.

På Rotten Tomatoes har den kun fået 29% positive anmeldelser, og kritikken er primært rettet mod humoren og plotelementer genbrugt fra de andre film. Fans er også stærkt utilfredse med skurken, Ross Webster, der beskrives som en billig Lex Luthor-vikar, og i det hele taget betragtes filmen som en joke, der ødelægger alt det bedste ved Superman.

Visse vasse, siger jeg.

Ja, det er en komedie. Richard Pryors birolle er næsten en sekundær hovedrolle, og han gør alt det, han gør bedst, som den arbejdsløse og uduelige Gus Gorman, der opdager, at han tilfældigvis er et computer-geni, da han bliver ansat hos Ross Webster og hacker sig til en mindre formue i halve cents. Webster ser muligheder i en mand, der kan få computere til at gøre det, de ikke skal, og han har store, indbringende planer. De skal bare lige af med Superman først.

Jeg så den første gang som barn i 1980’erne, og jeg elskede den. Ingen havde fortalt mig, at en Superman-film ikke måtte være en komedie. For mig var det bare en film i samme ånd som mange andre skønne 80’er-film. Og de to første film havde altså også humor. Lex Luthor er ganske vist et forbrydergeni, men han er omgivet af lusede amatører, hundehoveder og hængerøve i form af Otis og miss Tessmacher. Ja, min reference til Olsen-banden er helt bevidst.

Superman III har masser af fantastiske scener, der er lige så klassiske Superman-scener for mig som de mange ditto i de to første film. Ikke mindst kampen mellem den gode og den onde Superman, hvor han er påvirket af Gus’ uægte kryptonit – og naturligvis den store teknologi-finale, hvor den onde Vera forvandles til en cyborg. Det er herlig underholdning.

Filmen har også en super-morsom intro – en lang sekvens fuld af falden-på-halen-komik, der udfolder sig som en komedie-version af Final Destination med en række hændelser, der udløser hinanden. Det er muligt, at den er helt unødvendig, men den er sjov og kreativ, og det er et veludført klovnenummer.

Som nævnt er der også humor i de andre film, men jeg indrømmer gerne, at Superman III går all-in på humoren. Det generer mig bare ikke. Hverken som barn eller nu. Superman-figuren kan sagtens bære det, og det føles blot som en eskalering fra de andre film, ikke en hel ny retning. Ud over Luthors håndlangere, har der også altid været humor i Christopher Reeves Clark Kent. Og filmene har generelt en munter stemning, selvom der også er drama.

Robert Vaughn er ingen Gene Hackman, og hans Ross Webster er ingen Lex Luthor. Men han er ikke så ringe endda. Lidt generisk måske, men Vaughn er hyggeligt selskab. Det samme er hans håndlangere, søsteren Vera, og den – åbenbart – obligatoriske, storbarmede, dumme (og dog?) blondine.

Lois Lane er sendt på ferie denne gang, bogstaveligt talt. Rygterne lyder, at der var et uvenskab med producerne over behandlingen af Richard Donner – hvilket skulle gælde både hende og Gene Hackman – men ingen af parterne har bekræftet det. I stedet er der blevet plads til Clarks high school-crush, Lana Lang, spillet af Annette O’Toole, og hun er ikke en billig vikar, tværtimod.

For mig er det lige så meget en nostalgisk genoplevelse, og det påvirker naturligvis min bedømmelse. Men jeg vil også sige, at hvis man accepterer den som en komedie, så er det en fuldgod, veludført, sjov og hjertevarm komedie, man kan hygge sig med igen og igen.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *