Fire and Ice

Fire and Ice er en fantasy-tegnefilm fra 1983 instrueret af Ralph Baksi, der har en lang karriere indenfor animation og bl.a har instrueret TV-serier med Deputy Dawg, Mighty Mouse og Spider-Man samt kultfilmen Cool World.

Den er skrevet af tegneserieforfatterne Gerry Conway, der co-skabte Punisher, og Roy Thomas, der forfattede Conan i tegneserieform fra 1970 til 1980. Der er ikke meget Punisher over filmen, men Conan ville være på hjemmebane.

Den foregår i en barbarisk verden med magi og mystiske væsener. To riger repræsenterer hhv. ild og is, og isriget er på krigsstien og truer med at sprede sit islandskab ud over det hele. Det regeres af den onde prins Nekron og hans mor, dronning Juliana, og hun har andre planer end sin søn. Hun arrangerer en kidnapning af naborigets prinsesse Teegra, for at gøre hende til sin søns mage.

Heldigvis er der også et par helte, en ung kriger ved navn Larn og en mystisk maskeret kriger kaldet Darkwolf. Larn er lun på Teegra og vil redde hende, mens Darkwolf kræver hævn mod Nekron. De beslutter at hjælpe hinanden.

Det er en udmærket, lille tegnefilm. Handlingen er enkel og tilpas underholdende. Der er nogle uventede afstikkere, men ellers er den ret forudsigelig, og der er mange velkendte elementer, man har set i lignende fantasy-film.

Det er en tegnefilm for et ældre publikum, og stilen minder mig lidt om Heavy Metal. Der er masser af action, sværd- og nævekampe samt sød romantik mellem Larn og Teegra – og hvis det var en rigtig film, ville der også være masser af bar hud til husarerne, for Teegra er en velformet kvinde i en alt for lille g-strengsbikini.

Jeg er ikke blæst omkuld, for jeg har set bedre fantasy og tegnefilm, men det er en hæderlig, lille sag, og jeg giver den seks hjerter.

Nøgleord: , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *