Evil Dead Rise er en gyser fra 2023 skrevet og instrueret af Lee Cronin. Han er håndplukket af Sam Raimi i eget kødelige hylster efter de samarbejdede på TV-serien 50 States of Fright. Han har også begået gyserfilmen The Hole in the Ground fra 2019.
Det er den femte film i franchisen, og den kan være en del af samme univers. Men den fortæller sin egen historie med nye karakterer. Hverken Bruce Campbell eller nogen andre fra de øvrige film medvirker. Men mytologien om de dødes bog er genkendelig.
Den nye historie følger to søstre, som genforenes i et faldefærdig lejlighedskompleks, hvor den ene bor med sine tre børn. Under et jordskælv afslører kælderen i bygningen en gammel bankboks, og her finder børnene nogle gamle optagelser og den famøse bog.
Man kan kalde den et blødt remake, da den følger nogle af de samme plottråde som originalen. De dødes bog i kælderen, gamle optagelser osv. Blot er kulissen skiftet fra en hytte i en skov til en lejlighed m.m. i den regnvåde storbyjungle.
Men den byder stadig på meget nyt. Nye karakterer og indbyrdes relationer, og nye løjer i de nye omgivelser, både opfindsomme, grufulde og snaskede. Meget, meget snaskede. Det kan du glæde dig til.
Håndværket er rigtigt godt, og du får rigeligt gode gys ud af filmens 96 minutter. Selvom den ikke kan rokke ved de gamle klassikere, er det en fin tilføjelse til Raimis værker. Han har ikke håndplukket hvem som helst, men et stort talent, vi nok skal se mere til.
I skrivende stund kan du se den på Max.