The Fugitive

The Fugitive, også kendt på dansk som Flygtningen, er en thriller fra 1993 instrueret af Andrew Davis. Han er også manden bag bl.a. Code of Silence, Above the Law og Under Siege. Filmen er baseret på en TV-serie fra 1963.

Harrison Ford er karkirurgen dr. Richard Kimble. Han bliver dømt for at have myrdet sin egen kone, men insisterer på, at morderen er en fremmed mand med en armprotese. Han flygter under en fangetransport, og mens alle jager ham, jager han sin kones morder.

Det er en anmelderrost klassiker, der scorer hele 96 procent på Rotten Tomatoes og blev nomineret til syv Oscars. Den måtte dog nøjes med en enkelt sejr, som gik til Tommy Lee Jones. Han vandt også filmens eneste Golden Globe.

Til gengæld vandt den hele to MTV Awards i mere usædvanlige kategorier som Best On-Screen Duo og Best Action Sequence. Den første pris gik naturligvis til Ford og Jones, og den sidste gik til filmens stort opsatte togulykke, hvor Ford må løbe for sit liv med lænker om anklerne.

Alle priser er velfortjente. De to Hollywood-veteraner er fantastiske både hver for sig og sammen, og filmen er fuld af store stunt-scener med lutter praktiske effekter.

Men det er også en velskrevet thriller, der veksler perfekt i mellem menneskejagten på Kimble, og Kimbles egen efterforskning. Metoderne i begge lejre er autentiske og spændende at følge. Samtidig er det hele eksekveret på forrygende vis og med et snert af old school Hitchcock.

I skrivende stund kan du se den på Netflix.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.