Kimberly J. Brown som autistiske Annie Wheaton.
Rose Red er en miniserie i 3 dele fra 2002 skrevet af Stephen King. Han pitchede den oprindeligt til Steven Spielberg i 1996 som et løst inspireret remake af The Haunting fra 1963 baseret på Shirley Jacksons The Haunting of Hill House. Da den fik et remake i 1999, reviderede han sit manuskript og udvidede det til en miniserie.
Instruktørtjansen gik i stedet til Craig R. Baxley. Han er tidligere stuntmand og har instrueret film som Action Jackson, Dark Angel og Stone Cold. Men han tog sig også af Stephen Kings Storm of the Century i 1999 – og senere forfatterens Kingdom Hospital, baseret på Lars von Triers Riget.
Handlingen følger en gruppe paranormale efterforskere på opdagelse i et gammelt palæ kaldet Rose Red. Det store hus har en hundredårig historie med massevis af dødsfald og mystiske forsvindinger, både i familien Rimbauer, hvis forfader opførte bygningen i 1906, og blandt besøgende, tyende mfl.
Professor Joyce Reardon (Nancy Travis), tidligere børnepsykolog og underviser i parapsykologi, er gruppens forkvinde. Hun finansierer udflugten og rekrutterer de øvrige, som består af personer med forskellige paranormale evner; telepati, synskhed og lign.
Her møder vi bl.a. Julian Sands, kendt fra Warlock og Arachnophobia. En ung Emily Deschanel, senere kendt fra krimiserien Bones. Samt Melanie Lynskey, der brød igennem i Peter Jacksons Heavenly Creatures og siden har medvirket i meget andet, bl.a. TV-serien The Last of Us.
Sans for horror
Det er en TV-serie af ældre dato, og vi svinger os ikke op på mediets bedste niveau. Selvom aktørerne, både de nævnte og de øvrige, er dygtige, erfarne og/eller talentfulde, mangler der lige den sidste detalje eller finpudsning.
Det generer dog ikke. Det er fint i tråd med flertallet af King-filmatiseringer. På godt og ondt er forfatteren sjældent landet på øverste hylde. Men hvad der nu og da mangler i produktionen, opvejes rigeligt af forfatterens opfindsomhed og sans for horror.
Her takler han ganske vist en velkendt type historie. Det klassiske hjemsøgte hus og den brogede rolleliste, som udsættes for lidt af hvert, både sammen og hver for sig. Der er næsten en smule Scooby-Doo over det, men mere alvor og rigtig uhygge, naturligvis.
Indledningen er bedst. Mytologien om huset opbygges langsomt, men sikkert. Der er en fyldig baggrundshistorie med gode, makabre detaljer. Karaktererne er en anelse stereotype, men aktørerne polstrer dem med egen charme – eller det modsatte.
Krybende rædsel
Den første nat i huset balancerer fint mellem gæsternes vovelystne kampgejst og den krybende rædsel i de onde ånders opvågning. Det er som at se en fælde langsomt lukke sig om en intetanende mus med munden fuld af ost.
Desværre lover optakten mere end finalen kan levere. Her tænker jeg ikke kun på TV-budgettets begrænsninger. Man savner en chokerende afsløring af nogen eller noget. Man forventer faktisk at blive taget bagfra.
Jeg var parat til at give den mere. Jeg vil stadig gerne anbefale den pga. de to første akter. God mystik og spænding. Fine psykologiske takter. Ovenikøbet IT-vibes. Men finalen spiller de sikre kort. King burde have mere i sig.
