Grev Dracula (John Carradine) og en fristende sygeplejerske (Martha O’Driscoll).
House of Dracula er en gyser fra 1945 instrueret af Erle C. Kenton. Det er en efterfølger til House of Frankenstein, også af Kenton. Jeg har set den uafhængigt af forgængeren, da jeg har den i en filmboks med klassiske Dracula-film.
John Carradine, veteran i faget og far til David, Keith og Robert, som du utvivlsomt kender, er grev Dracula i både denne og forgængeren. Han får selskab af Lon Chaney Jr., der spiller varulven Larry Talbot, samt Glenn Strange som Frankensteins monster.
Omdrejningspunktet er en original karakter, dr. Franz Edelmann. Han forsøger at kurere både vampyrisme og lykantropi. Mens Talbot er en mønsterpatient, så længe månen ikke er fuld, er Draculas instinkter altid aktive. Edelmanns kønne sygeplejerske er en umulig fristelse for den sultne greve.
Det er en kort film. Kun lidt over en time lang. De brugte ikke meget tid på karakterudvikling og andre afstikkere. De fleste karakterer er blot stereotyper, og du forventes at kende monstrene. Men det gør du jo også.
Den er ikke særligt uhyggelig. Det mente anmelderne heller ikke dengang. Du får de sædvanlige tricks fra disse velkendte monstre. Historien om den mulige kur og det pseudovidenskabelige plot er interessant, men mere science fiction end gys.
Til gengæld oser den af sin tids stemning, hvilket giver oplevelsen en masse ekstra krydderi. Dramaet er fint, og de få effekter med spejle og forvandlinger er overraskende gode. Jeg hyggede mig, og det belønner jeg.
