X-Men: Days of Future Past begynder i fremtiden i år 2023, hvor den tegner et dystert billede af mutanternes videre skæbne. Kampen mod menneskeheden er fortsat, og mutanterne er ved at tabe krigen. De fleste er udryddet, og de få overlevende jagtes af en ny, overlegen generation af dræberrobotter – de såkaldte sentinels – der er i stand til at imitere mutanternes kræfter.
Professor X og Magneto er atter på samme side, og de har lagt en plan. Vha. Kitty Prydes evne til af fase sin egen eller en andens bevidsthed tilbage i tiden, vil de ændre fortiden og forsøge at stoppe krigen, før den begynder. Men Kitty frygter, at processen vil flå personen fra hinanden, så Wolverine melder sig frivilligt, da hans superhelingsevne gør ham i stand til at overleve alt.
De sender ham tilbage til 1973, og her skal han forsøge at samle holdet og forhindre, at Mystique myrder Bolivar Trask, opfinderen bag sentinels-projektet. Dels fordi hendes handling eskalerede konflikten, men også fordi hun efterfølgende blev taget til fange, og eksperimenter med hendes DNA og særlige evne til at imitere andre førte til den teknologiske udvikling, der gjorde fremtidens sentinels i stand til at udrydde mutanterne.
Kort om originalen
Filmen er inspireret af en historie fra tegneserierne, der også bærer titlen Days of Future Past. Den er skrevet af Chris Claremont og John Byrne, og i deres historie sender en ældre Kitty Pryde sin egen bevidsthed tilbage fra fremtiden (2013) til nutiden (1981), hvor hun og de andre mutanter skal forhindre, at Mystique myrder senatoren Robert Kelly.
Udsnit fra forsiden til The Uncanny X-Men #141, hvor tegneserieudgaven af Days of Future Past begyndte.
I filmen har de ændret begivenhederne og den tidsrejsende hovedperson for at kæde den originale trilogi og den oprindelseshistorien, der begyndte med X-Men: First Class, sammen. Og det er de sluppet godt fra. Rigtigt godt endda.
Bryan Singer vender hjem
Days of Future Past konsoliderer Bryan Singers hjemkomst til X-Men-franchisen. Han var manden bag de første to film, men han sprang fra den tredje for at prøve kræfter med et andet univers og den første og største superhelt nogensinde i Superman Returns.
Som du måske ved, har X-Men-filmene samlet rigtigt mange kritikere i løbet af årene, og de fleste bebrejder Singer og kalder hånligt universet for Singerverse og superheltene for FoX-Men, da de er lavet af 20th Century Fox og ikke det nye Marvel Studios, som er Marvel-forlagets eget filmselskab.
Men i virkeligheden har det meste af det, de hader ved franchisen – de største fejl og dårligste beslutninger – fundet sted i de film, Bryan Singer ikke har lavet: The Last Stand og X-Men Origins: Wolverine. Og mange af de samme kritikere fremhæver X-Men: First Class som en af franchisens bedste og roser instruktøren Matthew Vaughn, men de har ikke bemærket, at Singer allerede var vendt tilbage i den som producer og idémand.
Jeg har intet problem med Singer. Jeg har været glad for filmene siden den første i 2000, og jeg synes, at kritikken af ham klinger en anelse hult. Objektivt set er alle de film, han har arbejdet på, anmelderroste publikumssucceser. Og deres bidrag til superheltegenrens udvikling skal heller ikke underkendes.
Men mange fans er som religiøse fanatikere, og de vil hellere fokusere på alt det, der skal fordømmes. Hugh Jackman, som ellers er en af de mest populære superhelte blandt almindelige biografgængere, får ingen julekort fra de fans, der mener, hans karakter har fået alt for meget opmærksomhed i filmene. Og da Jennifer Lawrence blev en verdensstjerne med The Hunger Games-filmene, vendte de sig også mod hende og hendes version af Mystique.
Masser af kærlighed
Men tilbage til filmen. Jeg elsker den. Jeg er vild med det unge hold fra First Class, og det er fedt at gense det gamle hold fra de første film. Jeg synes, at Hugh Jackmans Wolverine er perfekt, og jeg elsker hans passion for rollen. Jeg er også særligt glad for tidsrejsehistorier, og jeg elsker den Terminator-agtige vinkel, der er i Days of Future Past. Jeg kunne lave en lang liste og sætte flueben efter flueben efter flueben.
Jeg synes også, at superheltegenren har brug for X-Men-filmene, for de er ikke typiske superheltefilm med klassiske helte og skurke. Marvels mutanter har altid været mere nuancerede, for de er inspireret af virkelighedens racekonflikter. Karakterer som Magneto og Mystique kæmper ikke bare for egne, selviske motiver. De kæmper for en sag, de tror på. De kæmper for mutanterne. Og derfor står de nu og da på samme side, selvom de i klassisk forstand er på hvert sit hold.
Naturligvis har alle de moderne superheltefilm en menneskelig vinkel, og skurkens forvandling til skurk kan ofte være mere fascinerende end heltens forvandling til helt. Men i de mere klassiske superheltefilm er det oftere sådan, at når først skurken er blevet skurk, er håndmadder det eneste, han eller hun forstår. På det punkt bevarer X-Men-filmene i højere grad nuancerne og debatten mellem de to sider.
Misforstå mig ikke. Jeg forsøger ikke at gøre det til et valg mellem to typer superheltefilm. Tværtimod. Jeg siger bare, at genren har brug for begge dele.
Som du nok kan høre, lægger jeg op til en topkarakter. Summen af alle de førnævnte flueben og filmens øvrige kvaliteter – velskrevet handling, masser af action og fede, kreativt anvendte effekter – bringer Days of Future Past helt derop.
