Atomic Blonde er en spionthriller baseret på tegneserien The Coldest City. Den er instrueret af David Leitch, en tidligere stuntmand og -koordinator, der har arbejdet på film som Blade, Fight Club, V for Vendetta, The Bourne Ultimatum og mange, mange andre. Han prøvede for første gang kræfter med instruktørrollen i John Wick sammen Chad Stahelski, men han står på egne ben i Atomic Blonde, og det er han sluppet rigtigt godt fra.
Handlingen foregår i 1989 og følger Charlize Theron i rollen som en britisk agent, der sendes til Berlin for at få fat på en liste med dobbeltagenter.
Man mærker tydeligt, at instruktørens baggrund er stuntarbejde, for der er mange velproducerede, dygtigt koreograferede, kreativt filmede kampscener, og i stedet for at klippe løs, som man ofte ser, har han filmet lange sekvenser i én optagelse, hvilket fremhæver det store arbejde, der er lagt i det håndværk, hvor han er ekspert. Det er rigtigt godt. Det vækker minder om kampscenerne i Bourne-filmene eller de nye Bond-film med Daniel Craig, især Casino Royale, som er filmen, hvor den nye Bond-stil for alvor overraskede, og jeg vil faktisk sige, at Atomic Blonde er bedre.
Tæsk, skrammer og knubs
Der er en medrivende autenticitet, som dels skyldes det veludførte arbejde, men også at Charlize Theron qua sin størrelse og fysik er en mindre overlegen actionhelt end James Bond og Jason Bourne. Naturligvis forventer man, hun nok skal klare det, men hun får flere tæsk, skrammer og knubs end de to andre nogensinde har gjort, og det er med til at øge spændingen.
At filmens stuntarbejde fylder – og imponerer – så meget, betyder ikke, det er alt, den har at byde på. Historien er på samme høje niveau, handlingen er velskrevet, og man skal følge godt med, for alle snyder alle i dette dobbeltspil. Charlize er fantastisk, og hun får masser af modspil fra James McAvoy, Sofia Boutella, John Goodman og vores egen Roland Møller. Det er på alle måder en rigtig god film, og 80’erne leverer en fed visuel stil og et svedigt soundtrack.
