Black Rain er en actionthriller fra 1989 instrueret af Ridley Scott. Du kender ham naturligvis som manden bag Alien, Blade Runner, Gladiator og mange andre.
Michael Douglas er Nick Conklin, en klassisk 80’er-strømer, der følger sine egne regler og padler lystigt rundt i gråzonerne. Tilfældigvis bliver han og makkeren Charlie Vincent (Andy Garcia) vidne til en likvidering i det japanske gangster-miljø, og det lykkes dem at fange gerningsmanden.
Da han er japansk statsborger, insisterer de japanske myndigheder på at få ham udleveret, og Conklin og Vincent får til opgave at eskortere ham tilbage til Japan. Her får den utilpassede Conklin et kulturchok, da han møder det regelfikserede japanske politi.
Det er en actionthriller a la Lethal Weapon, En russer rydder op i Chicago og lignende, måske især sidstnævnte, selvom Conklin og Arnolds rolle ikke har meget andet til fælles end, at de begge er på udebane, og de ikke følger reglerne.
Det er en solid og underholdende actionfilm efter de sædvanlige, amerikanske traditioner, dog med enkelte krøller her og der. Hvis du kan lide de nævnte film, vil dette næppe være en undtagelse. Men den når ikke helt op i blandt dem.