Men in Black: International er en actionkomedie fra 2019 instrueret af F. Gary Gray. Han er manden bag bl.a. The Italian Job og Law Abiding Citizen. Det er den fjerde film i franchisen og det første spin-off.
Tessa Thompson og Chris Hemsworth overtager hovedrollerne fra Will Smith og Tommy Lee Jones. Hun er den nye rekrut, og han er en garvet agent i afdelingen i London. Dog langt fra Jones’ status som veteran.
Det er ikke en 1:1 ombytning. Både karaktererne og dynamikken i det nye makkerpar kæmper med at finde sin egen kurs og tone. Det er knap så lige til som den rapkæftede strømer overfor den regelrette agent i originalen.
Hvor Smith og Jones er som to yderpunkter på alle tænkelige skalaer, kontrastfyldte i højeste potens, er billedet mere mudret med Tessa og Chris. Ikke fordi de ikke er hinandens modsætninger, men snarere fordi de ikke ejer deres roller i samme grad.
Det gjorde deres forgængere. De efterlod kæmpestore fodspor. De medbragte så meget af dem selv, og matchet skabte filmmagi. Det er en unfair, men uundgåelig sammenligning, og det nye makkerpar er taberne.
Jeg tror, en komiker havde været et bedre valg. Fordi Smith satte sit præg på de gamle film, og det præg mangler.
Det hjælper heller ikke, at filmen på mange andre punkter ligner gamle sjatter i nye flasker. Det er ganske vist en franchise-film, men det er ikke forbudt at vride hjernemassen og spille med de kreative muskler.