Ringenes Herre: Krigen om Rohan (originaltitel: The Lord of the Rings: The war of the Rohirrim) er en animeret eventyrfilm fra 2024 produceret af Peter Jacksons Wingnut Films. Historien er original, omend inspireret af Tolkiens bøger og samlede mytologi.
Den foregår cirka 200 år før Bilbo Baggins finder – eller snarere stjæler – den besnærende ring i Hobitten. Faktisk handler den ikke om nogen af de kendte karakterer fra filmene eller bøgerne, selvom mange af dem har levet længe nok, og en enkelt af dem får en cameo i bagenden af filmen.
Men den ryster rigeligt med referencer ud af ærmene. Den foregår i Rohan, som titlen afslører. Her regerer den niende konge kendt som Helm Hammerhand, fordi han slår en særdeles proper næve. Han har en datter, som hellere vil være skjoldmø end tilhøre en mand. Da hun afviser et frieri fra en herremand med en skjult agenda af tronragende karakter, opstår balladen.
Du må have alle de øvrige detaljer til gode. Men lad os bare sige, at det handler om både magt og hævn. Alle kneb gælder, især mord og krig. Handlingen fører os til et andet velkendt sted, nemlig Helms kløft. Det hedder den bare ikke endnu. Filmens begivenheder fører til navneskiftet. Glem ikke, at kongen hedder Helm.
Tolkien selv skabte sin verdens forhistorie i bøgernes fyldige appendicer. Her kan man læse om Helm, hans kløft og krigen om Rohan. Men de nye forfattere har spædet til med originale karakterer og konflikter. Filmen er placeret udenfor og langt fra bøgernes handling for ikke at slavebinde de nye filmmagere.
Desværre karambolerer dette med pengenemændenes behov for at sælge filmen. Det betyder bl.a., at selvom den som udgangspunkt er original, genbruger den mange elementer, replikker og plottråde. Hvis du kender Ringenes Herre til hudløshed, og det kender jeg en hvis herre, som gør, så vil du spotte dette alle vegne.
Det ændrer heldigvis ikke på, at det er en visuelt flot film, og fortællingen er både god og medrivende. Der er flere kvindelige karakterer end nogensinde, men skjoldmøer fandtes altså også i virkeligheden. Den har et fokus på dette, men er ikke prædikende eller for meget. Den undgår klichéerne og supplerer i øvrigt kvinderne med stærke mænd.
Kun skurkene er trælse, men det er jo deres skurkagtighed, som afgør dette.
