Broken Arrow er en actionthriller fra 1996 instrueret af Hong Kong-legenden John Woo, hans anden Hollywood-film. De øvrige tæller bl.a. Hard Target og Face/Off.
John Travolta og Christian Slater er militære testpiloter. Under en testflyvning med atombomber ombord springer Travolta ud som filmens skurk. Det overlader helterollen til Slater, som allierer sig med en parkbetjent.
Det er en hæderlig actionfilm. Woo har styr på sit håndværk, og han gør ikke rigtigt noget forkert. Men den ligner mange andre actionfilm med et lignende plot, og den blegner ved siden af Woos store succeser.
Det bedste er Travolta i skurkerollen. Hans karakter er en arrogant skiderik, der går rundt med en halvstivert, når kuglerne flyver og bomberne sprænger. Han morer sig og nyder at svømme rundt i sin egen selvfede sovs.
Slater er mere anonym i helterollen. En flot fyr fra generationen af alle dem, som ikke blev den nye Tom Cruise. Han har været god i mange andre roller, men her er han bare lidt småkageformsagtig.
Parkbetjenten spilles af Samantha Mathis. Hun er også kendt som prinsessen i Super Mario Bros. Vi lærer næsten intet om hendes karakter, men til gengæld er hun mere end bare et yndigt vedhæng. Hun har flere actionscener på egen hånd.
Det er en actionfilm, som næsten er gået i glemmebogen. Ikke fordi den er dårlig, men snarere fordi den ligger og gemmer sig i midterfeltet. Men den er underholdende og et ganske hyggeligt gensyn.