Bumblebee er den sjette Transformers-film, men den føles mere som et blødt reboot, selvom den teknisk set også kunne være en prequel til filmen fra 2007. Den foregår i 1987, og handler om Autobotten B-127, der sendes til Jorden for at etablere en ny base, da hjemplaneten er faldet i hænderne på de onde Decepticons.
Hailee Steinfeld er teenagepigen Charlie, der får en gammel folkevogn i fødselsdagsgave af sin onkel, og det viser sig, der masser af liv i den gamle, beskidte skrammelkasse. Udenjordisk liv tilmed. Efter den første forskrækkelse bliver de naturligvis venner, men så dukker et par Decepticons op og truer verdensfreden.
Franchisen har været ramt af metaltræthed, og mange fans af de oprindelige tegnefilm har aldrig rigtigt overgivet sig til Michael Bays filmatiseringer. Bumblebee blev et hæderligt, men ikke stort biografhit. Til gengæld er den en anmelderdarling og den bedst bedømte Transformers-film til dato.
Jeg er ikke en af Bay-haderne, og selvom jeg voksede op med tegnefilmene og legede med figurerne, kunne jeg godt lide filmene og gav de to første et par gode anmeldelser tilbage i 2007 og 2009. Du kan læse de genopstøvede anmeldelser her og her, hvis du er nysgerrig.
Tilbage til rødderne
Men jeg medgiver, at franchisen er blevet ringere i de seneste film. De blev en anelse komplicerede med deres dinosaurer og ridder-historier. Bumblebee er et skud frisk energi; et skridt tilbage til rødderne, til den enkle historie om gode og onde transformers, og om Jorden og menneskene, der skal beskyttes, så de ikke bliver ofre i krigen.
Det fungerer, og selvom historien om mennesket, der møder (og gemmer/hjælper) et rumvæsen, er fortalt mange gange før, er den stadig medrivende og underholdende, når bare håndværket er i orden, og historien trækker i de rigtige nervetråde.
Filmen låner ganske vist en smule fra The Iron Giant, men det er en mindre detalje, og det trækker ikke ned. Det fungerer tværtimod ganske fint, for naturligvis er der oplagte ligheder mellem Ted Hughes’ gamle roman og Transformers.
I al sin enkelhed er det et veludført action- og science fiction-eventyr, der vækker minder om 80’ernes Spielberg-perler. Den får en masse hjerter, for den er næsten fejlfri og bare en rigtig god film.