Captain America: The First Avenger er den femte film i Marvels filmunivers og den første moderne spillefilm med Marvels ældste, aktive superhelt. Han blev skabt i 1941 af Joe Simon og Jack Kirby, da forlaget hed Timely Comics, og “Marvel Comics” var navnet på deres allerførste udgivelse.
I modsætning til de andre Marvel-helte, Iron Man, Hulk og Thor, er kaptajnens oprindelseshistorie ikke fremrykket og opdateret, men for evigt forankret til 2. verdenskrig. Det er muligt, fordi Marvel allerede i 1960’erne, da de skabte Avengers-gruppen, skrev hans historie om og hentede ham frem i tiden via en tur i polarcirklens dybfryser. Som var han en forhistorisk mammut, blev han fundet og tøet op igen.
Et omvandrende amerikansk flag
Det er også svært at adskille karakteren og krigen mod nazisterne, for det var en periode med meget klare linjer, og det er den tid, der bedst forklarer, hvorfor han er et omvandrende amerikansk flag.
De har naturligvis ændret mange små detaljer for at flette ham ind i det nye filmunivers, og han når teknisk set aldrig at kæmpe mod nazisterne, da Hydra og Red Skull løsriver sig fra resten af den tyske krigsmaskine og er en endnu større trussel mod verdensfreden. Men i grove træk er det den velkendte oprindelseshistorie fra tegneserien.
Jeg husker ikke hvorfor, men jeg var en smule undervældet, da jeg så den første gang i 2011. Det er jeg til gengæld ikke mere.
Eventyrlig Indiana Jones-stemning
Det er fedt, at historien foregår i 1940’erne i det krigsramte Europa med nazi-agtige Hydra, der jagter en overnaturlig artefakt efterladt af de nordiske guder, for det giver filmen en eventyrlig Indiana Jones-stemning, der klæder både franchisen og genren. Du får samtidig en filmklassisk blanding af gamle tider og moderne science fiction, der vækker minder om de gamle Jens Lyn-film, The Rocketeer og lignende, og det er en skøn godtepose.
Som alle gode actioneventyr er det en familiefilm fuld af humor, spænding og romantik, og den er meget bedre, end jeg huskede. Jeg må have fået en masse forkerte ben ud af sengen dengang.
Advarsel! Spoilere i dette afsnit!
Da jeg genså scenen, hvor Steve træder ud af rollen som propagandahelt og tager alene afsted for at redde Bucky, gik det pludselig op for mig, at alle tre Cap-film i MCU handler om at redde Bucky. I hvert fald er det et gennemgående tema. En rød tråd. Og det ændrede helt mit syn på de tre film som trilogi. For det gør dem til en stærkere enhed. Ja, de er en del af en større franchise. Men de er også Cap & Buckys historie. Hele vejen. Og det er fedt.
