The Avengers

Marvels The Avengers (2012) er den sjette film i MCU og kulminationen på den første fase i den populære superhelte-franchise. Det er også filmen, der beviste konceptets holdbarhed og gav konkurrenterne sved på panden, for Marvel havde skabt en ny mastodont på markedet, og deres mangeårige tegneserierival, DC Comics, havde sovet i timen og sat sig selv 4 år bagud.

Okay, det skal siges, at succesen ikke var garanteret, og selvom Marvel satsede stort, fortsatte alle andre, som de plejer. De to Iron Man-film hittede i biograferne, men solo-filmene med Thor, Hulk og Captain America halsede efter, og det var umuligt at vide, at team-up-filmen ville erobre verden i en sådan grad. Men Avengers-heltene kom, så og sejrede, og resten er filmhistorie.

Kort fortalt kulminerer trådene fra de første fem film. Loke, Thors halvbror fra Asgård, dukker op på Jorden for at snuppe Tesseract, den mystiske artefakt, der faldt i Hydras hænder i den første Cap-film, og åbne en portal til en udenjordisk hær af Chitauri-krigere for at erobre planeten og regere den som menneskehedens nye konge. Men Nick Fury og efterretningstjenesten SHIELD har skabt Avengers-initiativet og samlet Jordens største helte for at bekæmpe den type trusler, og efter en smule startvanskeligheder trækker de alle i arbejdskostumet og finder sammen som et hold.

Eksplosive superheltebrag

Det er en forrygende film, og den er meget, meget bedre, end jeg huskede. Selvom der er mange helte om fadet, har de alle fået en god luns af handlingen tildelt, og de spiller alle en væsentlig rolle i filmen. Selv Hawkeye, stakkels Hawkeye, der bliver hjernevasket af Loke, har mere skærmtid og flere replikker, end jeg huskede. I det hele taget er filmen fuld af fremragende scener, der tjener både heltene og handlingen godt.

Det er også en flot og medrivende actionfilm med en god blanding af velkoreograferede nærkampe og store, eksplosive superheltebrag, og selvom finalen er en gammel kending med massiv ødelæggelse her, der og alle vegne, mister den aldrig pusten. Den er mesterligt skruet sammen fra start til slut og et supergodt eksempel på, hvad Josh Whedon kan, når han får god tid.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.