Pam Grier er Flower Child “Coffy” Coffin, en hårdtarbejdende, hævngerrig sygeplejerske. Først tager hun hævn over narkohandleren, der solgte stoffer til hendes lillesøster. Og da hendes barndomsven, betjenten Carter Brown, overfaldes i sit eget hjem, forsætter hendes hævntogt.
Det er en exploitation-klassiker i subgenren blaxploitation, og selvom frøken Grier både er en fri kvinde og en hævnende engel, må hun også lægge krop til lidt af hvert. Der er frit udsyn til hendes frodige former i flere omgange, og husarerne kan næppe klage.
Som du måske ved, har jeg ikke været helt tilfreds med de seneste dyk ned i exploitation-genren (The Arena og The Big Bird Cage), men denne gang har jeg ramt rigtigt. God, gammeldags action, hævn og retfærdighed. Tonen er alvorlig – det samme er volden. Det fungerer meget, meget bedre.
Hvis du ønsker at lære Pam Grier at kende, er det en film som Coffy, du skal starte med.