Underworld

Så er det kvindernes internationale kampdag igen, og jeg har valgt at fejre den med Kate Beckinsale som hårdtslående, røvsparkende vampyrdame i den første Underworld.

Varulve og vampyrer har bekæmpet hinanden i mere end 600 år. Selene (Beckinsale) er en af vampyrernes bedste varulvejægere. Men på en jagt sker der noget uventet. En af de andre vampyrer bliver ramt af skud og dør. Det viser sig, at varulvene har fået fat i et nyt, avanceret våben, og de er heller ikke så tæt på udryddelse, som antaget.

Men vampyrledelsen er en flok uduelige overklasseløg, der hviler lidt for tungt i deres egen magtarrogance, tror sig selv uovervindelige og tænker mere på at nyde det udødelige liv og holde bal på slottet. Så Selene må tage sagen i egne hænder.

Mere vil jeg ikke afsløre, men jeg har udeladt flere væsentlige detaljer. Det er en kompliceret affære med flere subplots, mange aktører og en mytologi med vokseværk. Der foregår et magtspil på flere niveauer, og den er fuld af overraskelser – og et par gode tvister.

Det er samtidig en lækker actionfilm. Et stilstudie i lak og læder med et gotisk, neo-noir-agtigt udtryk. Masser af fede stunts og skuddueller. En actiongyser, der lægger sig i slipstrømmen af Blade-filmene. Kate Beckinsale tager kampen op med Wesley Snipes, og hun forsøger ihærdigt at kæmpe røven ud af bukserne. De sidder bare rigtigt, rigtigt stramt.

Nøgleord: , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.