Cruel Jaws er en italiensk hajfilm fra 1995 instrueret af Bruno Mattei under pseudonymet William Snyder. Vittige distributører har ovenikøbet kaldt det ene af filmens to udgaver, “The Snyder Cut.”
Handlingen er tyvstjålet fra andre film, primært Dødens gab. Den foregår i en lille fiskeby, hvor en tigerhaj dukker op og guffer løs på både dykkere og bikiniklædte badegæster. Borgmesteren og en lokal rigmand har mere fokus på den årlige festival, så de presser sheriffen til at gøre mindst muligt og holde strandene åbne.
Du kan naturligvis gætte, hvad der sker. Ikke mindst fordi du har set flere scener udspille sig i Jaws, blot meget bedre.
Det vil nok overraske dig, at den har større ambitioner end Jaws. Her tænker jeg ikke blot på titlens udvidelse. Den introducerer flere subsidiære plottråde, herunder en bolighajskonflikt mellem den lokale Hulk Hogan og førnævnte rigmand samt en Romeo og Juliet-agtig romance mellem deres børn af hvert sit køn.
Deroveni smider den en skattejagt og nogle storbygangstere.
For at understøtte disse grandiøse rammer, hugger den underlægningsmusik fra storfilm som Stjernekrigen og Superman: The Movie. Der er flyttet en tone her og der, men du vil ikke være i tvivl, når du hører arrangementet.
Har de så indfriet deres ambitioner og skabt et undervurderet mesterværk? Åh, du godeste, nej. Det er en svinebillig B-film, der ovenikøbet genbruger alle hajoptagelser fra andre film. Skrivearbejdet er elendigt, og hverken Spielberg eller den oprindelige rolleliste i Jaws ville kunne redde makværket.
Men den er skideskæg. Jeg så den i det bedste selskab til netop den slags film, min gode ven og filmnørd, Ruben. Vi morede os stygt over de mange, mange, mange filmiske fodvorter. Fra de hovedrystende replikker og karakterer til de jammerlige effekter.
Det er en lille perle i so-bad-it’s-good-kategorien.
