To gange Elisabeth, hhv. Shue og Harnois.
CSI: Crime Scene Investigation kræver næppe nogen større introduktion. Krimiserien kørte i 15 sæsoner siden år 2000. Den kastede tre spin-off-serier af sig samt computerspil og sågar tegneserier. Den ændrede også genren med sit fokus på de tekniske procedurer.
Jeg har set mange afsnit fra de første sæsoner på de gammeldags TV-kanaler, men jeg har aldrig set de senere sæsoner med Elisabeth Shue. Da hun er et af mine store 80’er-crushes, tænkte jeg, at nu skulle det være.
Jeg starter dog et andet sted. Hun havde nemlig selskab af en anden 80’er-kending i serien, og han debuterede før hende. Derfor starter jeg med hans introduktion. Jeg taler om Ted Danson aka. Sam fra Sams bar.
Dansons karakter er en anelse atypisk. De sælger ham som hippie-agtig. Han har lidt mere humor, citerer bøger, sange og den slags. Men det er små detaljer. Tonen i serien er stadig, som jeg husker den.
Shue er blodanalyseekspert, og så har hun en eller anden fortid med Danson. Da jeg har binget sæsonen, husker jeg fra et tidligere afsnit, at hans hustru er hans første og eneste kvinde, så det er ikke en romantisk fortid. Men det vækker nysgerrigheden.
Hendes ankomst falder sammen med Marg Helgenbergers exit. Man kunne vove pelsen og hævde, at de dermed har ændret mindst muligt på formlen ved at erstatte én ældre, attraktiv blondine med en anden.
Men jeg har som nævnt et nostalgisk forhold til Shue, og derfor er hun en velkommen tilføjelse. Jeg genser den pga. hende.
En pudsig detalje. De introducerer både Shue og Danson og deres karakterer liggende på gulvet af et gerningssted i offerets rolle. Han ville have et nyt perspektiv. Hun er ved at undervise nogle elever i blodanalyse.
Det er da en skæg måde at introducere en stor stjerne i en ny rolle, men gentagelsen tager brodden af opfindsomheden.
Alt ved det gamle
Serien ligner sig selv bortset fra de nye ansigter. De opklarer mord, og det er sådan set det. Der er en lille smule personligt drama ved siden af jobbet, men det er intet ift. de mange andre serier i genren.
Mine favoritter er serier som Castle og Bones, hvor du får mere humor, romantik osv. Noget andet end bare mordsager. Det gør du ikke rigtigt i CSI. Allerhøjest lidt personlig smalltalk i løbet af arbejdsdagen.
For nylig begyndte jeg at gense NYPD Blue. Der er rigtigt meget drama ved siden af jobbet, og sagerne forløber heller ikke på samme måde hver gang. Den er også en af mine favoritter i genren.
Nogle af sagerne i CSI er interessante og anderledes. De forsøger at ryste posen. Men opklaringen følger meget samme opskrift. Når man binger, bliver det meget tydeligt.
Et irritationsmoment er de mange forsøg på vittige oneliners. F.eks. fælder de en tennismorder, og så siger kriminalbetjenten Brass til vedkommende: “…so instead of serving aces, you’ll be serving time.”
Jeg husker, at David Carusos karakter i spin-off-serien CSI: Miami gjorde det samme i åbningsscenen før kendingsmelodien. Det blev hans varemærke. Men nu gør de det alle sammen på alle tidspunkter.
Det bløde midterfelt
Det er dumt. Dels virker det ofte meget opstillet. Især når de skal strække sig ekstra langt for at finde på et ordspil. Men når alle gør det, får de alle samme stemme, så at sige. De bliver mindre individuelle som karakterer.
Naturligvis har de andre karaktertræk, og vanen tro i større rollelister får de alle lov at skinne lidt mere på skift. Men ift. mange andre serier er de ret anonyme.
Måske er jeg hård, men jeg synes, der mangler noget. Jeg har snart genset to sæsoner, og selvom jeg kan beskrive hver enkelt karakter inkl. lidt om deres familie, føles det hele meget kunstigt. De er for ens. De lyder og opfører sig for ens.
Elisabeth Shue falder desværre i samme fælde. Der er utallige afsnit, hvor hun lige så godt kunne være Marg Helgenberger. Hun er bare endnu en af de underordnede CSI’ere. Det er lidt skuffende.
Danson er chefen, så han fylder mest, naturligt nok. Men jeg betragter hende som en lige så stor stjerne fra 80’erne, hvis ikke større, og derfor troede jeg, hun ville fylde mere.
Det er en udmærket tidsrøver, når man ikke orker at gå i gang med noget nyt. Man kan altid sluge en mordgåde her og der, mens man spiser aftensmad eller lignende. Men i landskabet af krimiserier er den gået fra toppen til det bløde midterfelt.
