
Castle er en krimi- og komedieserie fra 2009. Den følger velkendte opskrifter, men den er meget mere end blot endnu en krimiserie i rækken.
Nathan Fillion er titelfiguren Richard Castle, en succesrig, velhavende krimiforfatter, der bruger sine forbindelser til at blive konsulent hos politiet, hvor han følger efterforskeren Kate Beckett og baserer en ny, populær karakter i sine romaner på hende.
Det viser sig, han også har en viden og fantasi, der gør ham egnet til at opklare mord.
Han er et stort legebarn, og Beckett er en professionel, benhård politikvinde. Men hun overgiver sig langsomt til hans charme. De er et forrygende makkerpar, men de er også to fantastisk velskrevne og velspillede karakterer hver for sig.
Det er en serie med masser af humor. Blandt alle de moderne krimiserier efter samme opskrift er det formentlig den, der kommer tættest på det, der må være den store inspirationskilde. Originalen. De heldige helte (Moonlighting) med Bruce Willis og Cybill Shepherd.
Jeg er vild med den. Jeg er vild med Nathan Fillion som Castle. Jeg er vild med Stana Katic som Beckett. Jeg elsker deres med- og modspil, hans kluntede charme og hendes sexede badassness. Det er forrygende underholdning. Min nr. 1 i genren. Uden tvivl.
Du kan se den på Disney Plus.











