Damsel

Damsel er et actioneventyr fra 2024 instrueret af spanske Juan Carlos Fresnadillo. Han er manden bag bl.a. 28 Weeks Later. Filmen er produceret til Netflix. Forfatteren Evelyn Skye har skrevet en bog baseret på et tidligt udkast til filmens originale manuskript.

Handlingen foregår i en eventyrlig tidsalder med konger og dronninger, riddere, prinsesser og naturligvis drager. Sidstnævnte er rigtigt trælse, men kongeriget Aurea har fundet en løsning, de selv er godt tilfredse med.

Millie Bobby Brown, bedst kendt som Eleven i Stranger Things, er datter af Lord Bayford i et mindre, nordligt kongedømme. Pga. de barske forhold er hun ikke en fin prinsesse, men en brændehuggende gør-det-selv-lady.

Ikke desto mindre lever hun i tider, hvor adelige døtre bortgiftes til kongesønner af alle andre årsager end kærlighed. Hun må tage én for holdet, da førnævnte kongerige, Aurea, tilbyder guld og grønne skove som medgift.

Prinsessen og ærterne

Den er utvivlsomt inspireret af Game of Thrones og lignende fantasy-værker. Men den skæver formentlig også til moderne Disney-eventyr som Brave og Frozen, hvor prinsesserne klarer ærterne selv.

Titlen er utvivlsomt inspireret af det gamle udtryk “damsel in distress.” Det bruges i film og fortællinger om karakterer, hvis fornemmeste (og ofte eneste) opgave er at blive reddet af hovedpersonen; en heltemodig mand.

Den unge heltinde er dog temmelig stresset, før hun hanker op i sig selv. Der er trods alt forskel på brændestablen derhjemme og en ildspyende drage. Men med lige dele viljestyrke, kløgt og held formår hun at smide prinsessekludene og forvandle sig til en spejderpigeudgave af Rambo i First Blood.

Jeg er sikker på, at filmen allerede har tiltrukket visse kritikere derude. Sådan noget halvbagt woke-lort, ikke sandt? Men den spilder ikke et eneste ord på at italesætte det tema. Dybest set er det bare Alien i en grotte med en drage i stedet for en xenomorf.

Den begår ikke engang de brølere, lignende film gør, hvor heltinden pludselig kan lidt for meget og alting uden så meget som en svedperle eller panderynke. Frøken Browns vej til overlevelse er fuld af strabadser og langt mere realistisk end forventet.

Jeg er positivt overrasket. Den er flot og eventyrlig, spændende og til tider uhyggelig, men også moderne uden at gå for vidt.

Du kan se den på Netflix.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.