Den første filmatisering af Marvel-helten Daredevil er en 20th Century Fox-produktion fra 2003. Den var et moderat biografhit og modtog blandede, men også en del positive anmeldelser. Alligevel er den voldsomt udskældt i fankredse i dag.
Ben Affleck er Matt Murdock, den blinde advokat, der bekæmper forbrydere i retssalen om dagen og i de møgbeskidte gyder i Hell’s Kitchen om natten. Trods sit handicap er han en formidabel akrobat og nævekæmper, fordi ulykken, der gjorde ham blind, også gav ham skærpede sanser og en radarlignende superhørelse.
Jeg har ikke set den siden 2003, og jeg har aldrig set Director’s Cut, som indeholder 20 ekstra minutter og flere detaljer inkl. et helt ekstra subplot. Jeg husker, at jeg var okay underholdt af biografversionen, men den var ikke på højde med datidens X-Men og Spider-Man. Det indtryk holder stadig, men den fortjener ikke alt det had, den udsættes for.
Faktisk ret cool
Det er en actionfilm fra en tid, hvor filmfolk på ny dyrkede kampsport i kølvandet på The Matrix, og den er fuld af fede, akrobatiske kampscener. Samtidig har de valgt en dyster, ofte gotisk stil, der ligger tættere på Blade end de førnævnte superheltefilm. Så den er faktisk ret cool.
Handlingen følger traditionelle superhelteformler, men der er visse, velkomne undtagelser. Daredevils dameven er ingen Lois Lane eller Mary Jane dvs. en almindelig, naturlig pige i heltens omgangskreds, han kan beundre i hemmelighed og redde efter behov. Næ, Elektra er en toptrænet lejemorder, der kan tage vare på sig selv og endda sparke hans røv.
Skurken er heller ikke den ofte anvendte “evil twin”-type, der har de samme evner eller teknologi som helten. I stedet får vi den træfsikre Bullseye og det store brød, forbrydermogulen Kingpin. Begge godt castet og velspillet af hhv. Colin Farrell og Michael Clarke Duncan.
Alt i alt er det faktisk en fin, underholdende action- og superheltefilm.
Efterord
Ben Affleck vandt årets Worst Actor Razzie for sine roller i Daredevil, Paycheck og Gigli.
